De har optrådt i London og München – nu gælder det Gudhjem og Østerlars

De har optrådt i London og München – nu gælder det Gudhjem og Østerlars
Tobias Aabye Dam, Ursula Bambuch, Simon Oberst og Rebecca Forsberg Svendsen. Egne fotos
NYHED | ABONNENT | 24. OKT 2023 • 19:00
NYHED | ABONNENT
24. OKT 2023 • 19:00

At ernære sig som professionelt uddannet sanger på Bornholm er umuligt, men de er her – og 2.-3. november vil de vise, hvad de kan.

At være professionel sanger på Bornholm kan sådan set ikke lade sig gøre. Der er ikke arbejde nok til kun at synge. De fleste professionelle sangere bor i København, og selv der må hovedparten spæde deres sangerjob op med eksempelvis undervisning og kirkesangerjobs.

Det oplyser en pressemeddelelse, som videre fortæller om fire her på øen bosatte uddannede sangere, som er gået sammen om – kvit og frit – at præsentere to Allehelgenskoncerter for publikum i henholdsvis Gudhjem og Østerlars.

Pressemeddelelsen fortsætter:

Der er kun en håndfuld uddannede sangere på Bornholm, og de arbejder alle med noget andet. Men sangen fylder stadig meget for dem hver især. Udtryksviljen er til stede og ønsket om at skabe musik sammen med andre er stort, selv om de har sagt farvel til det mere rendyrkede sangerliv i København, London og München.

Tobias Aabye Dam, tenor, har blandt andet arbejdet mange år i den kendte gruppe Musica Ficta. Men mulighederne på Bornholm trak familien herover og ikke mindst bedsteforældrene, da Tobias er født på Bornholm.

Ursula Bambuch har boet på Bornholm i mange år og er sangeruddannet i Tyskland. Hun har arbejdet med mange forskellige ting på øen, men har bidraget med sin sang så ofte som muligt. Om det så gælder en sang på havnen i Gudhjem, en opera- eller jazzkoncert eller i restaurant Provianten, hvor Ursula har arbejdet.

Simon Oberst er Ursulas ægtefælle, og han er flyttet til Bornholm for kort tid siden. Han er englænder og har blandt andet arbejdet som sanger i London.

Rebecca Forsberg Svendsen er flyttet fra København efter næsten 30 års karriere som solist og ensemblesanger og arbejder nu som sangpædagog og organist.

Nu skulle det være

– Det er fantastiske jobs! Jeg har kæmpe muligheder for at bidrage, udvikle og styrke musiklivet, i de stillinger jeg har, siger hun i pressemeddelelsen

Dertil har hun en mand, der både spiller orgel og klaver, så solosangen har hun ikke lagt på hylden. Tværtimod.

– Jeg har aldrig brugt min stemme så meget, som jeg gør nu. Som sanglærer, korleder for fire kor og som solosanger, der jævnligt optræder, både inden for klassisk musik og med underholdningsrepertoire, siger hun.

Noget af det bedste ved organistjobbet er at arrangere koncerter, synes hun.

– Det giver mig mulighed for at engagere andre dygtige musikere. Jeg er især glad for at bruge de musikere og sangere, der bor på Bornholm.

I dette Allehelgensprojekt er netop dét tilfældet. Alle fire sangere bor på øen, de er uddannede sangere og har alle arbejdet sammen med de allerdygtigste dirigenter, kor og orkestre i Europa, og kommer hver i sær med en kæmpe erfaring.

– Vi har længe talt om at synge sammen, os fire, og nu skulle det være, siger Rebecca.

Det er dog hverken halloween- eller gysermusik, kvartetten leverer til koncerterne, men musik der passer til Allehelgensdag, når man mindes dem, der ikke lever iblandt os længere.

– Der er skrevet så meget vidunderlig musik, som passer til denne tid, og jeg har valgt mine favoritter, forklarer hun.

Øve, øve, øve

I programmet kan man læse, at Rebecca Forsberg Svendsen både synger alt og spiller orgel og klaver.

Men er det muligt at både synge og spille orgel samtidig?

– Ja, så absolut. Nu er jeg jo svensker, og svenske organister synger selv til salmerne. Så det at synge og spille orgel samtidig er helt naturligt for mig. Men så kan jeg jo også godt lide at udfordre mig selv, da det ikke kun er salmer, vi skal synge. Noget af musikken er temmelig udfordrende at spille. Især musikken af Maurice Duruflé. Han var perfektionist og blev ved med at ændre og forfine sine stykker i en uendelighed, så de er komplekse. Og så synger jeg samtidig, men det gælder bare om at øve, øve og øve. Så går det også, forklarer hun.

– Jeg har valgt musik til koncerten, som jeg tit har sunget i København, og som er fantastisk smuk, dramatisk og udtryksfuld. Både "Requiem" af Maurice Duruflé samt Gabriel Fauré vil publikum få udvalgte satser fra. Jeg har valgt musik, som mange kender og elsker, eksempelvis Mozarts "Ave Verum Corpus" og Cæsar Francks "Panis Angelicus". Der vil også blive musik for de fire sangere og klaver; Faurés smukke stykke "Cantice de Jean Rasine", sangen "Allerseelen" af Richard Strauss og John Rutters sang "Pie Jesu".

Der bliver to fællessalmer; "Se nu stiger solen", med orgelarrangement af Jesper Madsen, og naturligvis "Den store hvide flok".

I pressemeddelelsen oplyser de fire sangere, at de gerne vil indbyde publikum til en stemningsfuld stund, hvor man kan sidde i ro og mag og nyde musikken og sangen. Der er gratis adgang, og koncerterne finder sted torsdag den 2. november klokken 19.30 i Gudhjem Kirke samt fredag den 3. november klokken 19.30 i Østerlars Kirke.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT