Damen med det blå hår – og hang til de blå toner

Mie Hjort er en vaskeægte interskadinav med en norsk far, en dansk mor og en delvist svensk opvækst, men hun har også bornholmske rødder. De sidste mange år har hun boet med sin familie i Rutsker, og som leder af Svanekegaarden er hun blevet anerkendt for at gøre Bornholm til et jazzcentrum for alle.

Mie Hjort har aldrig selv lært at spille musik. Men som en jazzpianists fingre piler op og ned ad tangenterne, har hun til gengæld skiftet retning mange gange i livet. Og måske er det også derfor, at hendes første store minde handler om trafik:

– Min far var nordmand, og min mor var dansker, men de besluttede at bosætte sig i Sverige, så ingen af dem havde nogen sprogfordele, siger hun, da vi sidder i hendes stue i Rutsker, hvor varmen fra brændeovnen breder sig som et smil gennem stuen.

– Jeg blev født i Malmø, og da jeg var lille, boede vi midt i byen på 6. sal på toppen af det, der i dag hedder Hansakompagniet. Der lå nogle rækkehuse på toppen af bygningen med udsigt udover Malmø. Og mit første store underlige minde var den dag, hvor man omdirigerede trafikken, da Sverige gik over til at køre i højre bane, fortæller hun.

For et barn på toppen af den høje svenske bygning var det syn måske som at overvære en stor kaotisk koncert af larmende biler. Helt anderledes var det, når hun blev hevet med til klassiske koncerter af forældrene, der begge arbejdede som indretningsarkitekter og havde fine venner i operaen ved Malmø Stadsteater. For der skulle hun altid sidde stille for sin mor.

– Det hadede jeg, siger hun og slår en stor latter op.

– Så jeg udviklede faktisk en form for allergi overfor klassisk musik. Jeg kan ellers lide al slags musik, men når vi har haft klassisk musik i Svanekegaarden, har jeg gerne ville skubbe lidt til det, så det ikke skulle føles som en ekskluderende finkulturel oplevelse. For det har været min store mission som leder af Svanekegaarden at støve stedet af, så det ikke kun skulle være sjovt at komme der for de modne, men for alle. Og faktisk drømte jeg fra begyndelsen om at gøre Svanekegaarden til et jazzcentrum, siger Mia Hjort, som er lykkedes så godt med det, at hun sidste år blev nomineret til en Danish Music Award som ildsjæl.

De sidste mange år har hun boet her i Rutsker, hvor tågen denne dag ligger som koncertrøg udover den store have, hvor hendes hund Jazzy leger med reporterens hund. Men vejen til både Bornholm og Svanekegaarden har været lang og snoet for den festlige blåhårede leder af Svanekegaarden.

Ville ikke være dansk

Da der opstod byggekrise i Sverige, tog Mie Hjorts forældre i stedet arbejde i Danmark og flyttede familien til Brede, da hun selv skulle starte i skole.

– Fordi jeg ikke talte så godt dansk, blev jeg sendt på privatskole i Lyngby. Dengang talte jeg et meget gammeldags dansk, fordi jeg havde min mormor og morfars danske. De boede i Vangede. Så gik jeg i skole i Lyngby i ni år, siger hun og tøver.

– Og det var… Jeg savnede Sverige.

Hvad savnede du?

– Det hele egentlig. I Malmø havde jeg haft masser af venner. For der boede mange børn i de rækkehuse på toppen af Hansakompagniet. Og de første mange år ville jeg slet ikke være dansk. Jeg syntes, at jeg var blevet revet op med rødder og placeret et helt forkert sted. For der er stor forskel på at vokse op i Sverige og i Danmark, husker hun.

– Maden er blot en ting. Jeg havde for eksempel aldrig smagt rugbrød. Og der er for eksempel ikke nogen, som kan forstå, at jeg ikke kan lide frikadeller. Men kjøttboller, det kan jeg lide, smiler hun, så det lyser i de brune øjne, inden ansigtet bliver mere alvorligt.

– Jeg følte mig vel også udenfor i Danmark, fordi jeg talte et forkert sprog, og jeg blev placeret i en skole, hvor alle andre kørte rundt i jaguarer og havde lædermøbler. Det havde man altså ikke, når man var datter af to indretningsarkitekter, så var det Arne Jacobsen og så videre.

Det lyder ellers stilet?

– Ja, men jeg syntes jo, det var rædselsfuldt, for alle mine kammerater havde lædermøbler. Men vi havde altid de nyeste møbler. Alt gik op i møbler, siger hun og tilføjer:

– Du sidder i en Ejlersens sofa. Det er sådan et eller andet fint. Jeg fik den, da min mor flyttede på plejehjem. Men sofaen, jeg sidder i, og lænestolen er ikke noget særlig fint design, fortæller hun, inden de to hunde gør ved havedøren:

– Nå, der er nok nogen, der gerne vil ind.

Historien bag det blå hår

Hun rejser dig og lukker de to store Golden Retriverhunde ind fra haven, som straks hopper hjemmevant op i designsofaen, som hun ikke virker spor sart over. Men selv har hun heller ikke samme syn på indretning som sine forældre.

– Et hjem skal være hyggeligt. Men om der står det ene eller andet mærke på er helt ligegyldigt, mener hun.

Kan du alligevel se dig selv i dine forældre?

– Nej, kommer det resolut.

– Jo, siger hun så og korrigerer sit svar.

– Måske i min far, for han var også mere ligeglad med, hvad andre tænker. Der var ikke så meget jantelov over ham.

Er det også derfor, at du har blåt hår?

– Ja, måske. Men jeg har heller aldrig fået en grim kommentar om det. Folk synes, at det er sjovt og modigt. Men jeg har også altid farvet håret i sjove farver. Før corona havde jeg kort pagehår, der var farvet rødt med skildpaddestriber i. Men jeg er jo blevet grå i toppen, og det kostede spidsen af en jetjager at få det farvet, fordi det hele tiden voksede ud. Men så kom corona og jeg sad herhjemme og håret voksede, og farven røg længere og længere ud, og jeg lignede noget der var løgn. Og da vi så endelig kunne komme til frisør igen, var jeg blevet langhåret. Og så blev jeg enig med min frisør om at farve en del af det blåt, for så behøvede jeg ikke farve det hele tiden.

Fra bartender til regnskabschef

Den friske farve er også en måde at vise, at hun stadig er arbejdsdygtig.

– Før i tiden sagde jeg, at når jeg blev 60 år, skulle jeg ikke farves mere. Men så havde jeg jo fået jobbet på Svanekegaarden, så nu har jeg sagt, at vil jeg være som den tidligere kommunalpolitiker Bente Johansen. For hun havde også farvet håret, og den dag hun stoppede i politik, hev hun farven ud. Så den dag jeg går på pension, når jeg bliver 67 år, så får jeg enten hevet farven ud eller lader det vokse ud.

Mie Hjort startede faktisk sit arbejdsliv med at arbejde som bartender på et diskotek, men det var efter en del svinkeærinder ud og ind af jobs og uddannelser, at hun som regnskabschef for Folketeatret første gang kom til at arbejde for Svanekegaarden. For det var Folketeatrets direktør Preben Harris, der havde startet Svanekegården som kultursted, og sådan kom hun til at sidde og ordne Svanekegaardens regnskaber, før hun nærmest vidste, hvad Bornholm var, som hun siger.

Senere har hun dog fundet ud af, at hun har aner på øen, hvor hendes tipoldefar kom fra. Men det var gennem hendes mand René, at hun med tiden flyttede til Bornholm, hvor parret var kommet til hver sommer som frivillige til hestestævner. Også den flytning kom efter nogle store udsving i livet og karrieren.

Dengang var hun for længst blevet fyret som regnskabschef for Folketeatret.

– Økonomien på teatret var dårlig, og så fyrer man jo gerne regnskabschefen i stedet for direktøren. Sådan er den slags jo. Men jeg fandt andre jobs, og så mødte jeg René gennem min gamle passion for heste.

– Jeg har redet on and off alle årene, siden jeg var barn. Men fordi jeg som 11årig var faldet af en hest, syntes min mor, ridning var meget farligt, og derfor måtte jeg ikke ride mere, så jeg holdt en lang pause til jeg blev 18, hvor jeg begyndte igen.

Hun smiler.

– Jeg syntes, at det var skideskægt, og det er også derigennem, jeg mødte René, for han havde også med heste at gøre. Han var maskinmester i Lyngby Storcenter, men byggede også hestebaner i fritiden.

Sorg skal ikke overdrives

Det hesteglade par flyttede sammen og købte en hest. Han havde en ejerlejlighed i Bagsværd, men de var enige om, at de skulle have en gård på landet.

– Hesten blev opstaldet på en gård i Allerød hos nogle, vi kendte, og så var jeg efterhånden blevet lidt led og ked af det her med at arbejde for teatre i København. Det blev altid til sene nattetimer, for ellers var man jo ikke sammen med de sjove mennesker, men det blev for hårdt, så René og jeg solgte lejligheden og flyttede ud til den gård, hvor vi havde en hest opstaldet. For der kunne vi få vores egen lejlighed.

– Det var en kæmpe rideskole med 100 heste, og stille og roligt skabte jeg mig en stilling der ved at undervise børnene og at lave rideskolens regnskaber, så jeg ikke længere var så afhængig af at arbejde for københavnske designere og teatre.

Men der var også behov for, at hun sadlede ned. For i de år oplevede hun både sit livs store glæde og største modgang, da hun både blev mor til sønnen Kristian og mistede et andet barn meget sent i graviditeten.

– Vi mistede det barn i syvende måned, og så fik jeg sklerose af chokket. Jeg blev simpelthen også lam nogle uger, hvor jeg blev indlagt på Hillerød Hospital. Det var ganske forfærdeligt. Men da jeg kom tilbage til gården i Allerød, begyndte jeg at tale med vores lokale præst. Det er ikke, fordi jeg er specielt troende. Jeg er nok sådan en bekvemmelighedstroende. Jeg er døbt og konfirmeret og gift i kirken. Men hun var et fantastisk menneske og kom og besøgte mig, fortæller hun.

– Så sagde præsten ”sorg er en god ting, hvis man ikke overdriver den.”

Mie Hjort holder en lille pause, inden hun fortsætter med at gengive præstens ord.

– ”Du skal pakke den om i din rygsæk, som vi alle sammen bærer på, og når du så har behov for det, skal du tage den frem. Men du skal ikke sidde og klynge dig til den. Læg den om i rygsækken, og når du har brug for at tænke på den igen, så tag den frem igen”. Og det har jeg prøvet at leve efter lige siden, for det synes jeg er det mest kloge, noget menneske nogensinde har sagt til mig. Hun var en sindssyg god præst.

Hjalp det råd dig?

– Det hjalp mig videre. Og vi blev på gården i Allerød, indtil Christian var syv år, hvor vi var begyndt at drømme om at flytte til Bornholm. Kristians betingelse, for at vi skulle flytte, var, at han så ville være gøgler, for han havde set gøglere på Bornholms Middelaldercenter, hvor jeg fik job som bogholder. Og han blev også gøgler, smiler hun.

Man må selv gøre noget

Er Bornholm som du forventede?

– Bornholm er dejlig. Vi regnede dog med, at vi skulle have fred og ro, da vi flyttede herover. Men der fik jeg det forkerte arbejde. Men vi elsker at bo på Bornholm. Kristian har haft den mest vidunderlige opvækst. Så vi har haft en fantastisk god flytning hertil med en masse gode venner, fortæller hun og tilføjer, at selvfølgelig er der ikke noget, der sker af sig selv.

– Vi har fået en masse gode venner herovre, men man skal gøre noget selv. Man kan ikke bare flytte herover og så forvente, at vennerne står i kø. For det gør de ikke, så du kan engagere dig som frivillig i forskellige foreninger – en fodboldklub eller en skakklub. Det er sådan set lige meget, hvad det er. Men man skal gøre noget. Du skal foretage dig noget aktivt. Og vi har altid haft det godt herover.

Desværre blev hendes mand René syg i 2014 og fik en blodprop i hjertet. Og derfra kunne parret ikke længere være frivillige ved ridestævner.

– Men også der har jeg kunne bruge præstens råd om at lægge bekymringerne i rygsækken. Jeg behøvede ikke gå at gruble på det hele tiden, fordi jeg vidste, det var i orden at lægge det herom, siger hun og peger om bag ryggen, som om hun bar en usynlig rygsæk.

– Jeg tror også, det er det, der gør, at jeg kan sove om natten og ikke bliver stresset. Jeg kan ligesom tage tingene og lægge dem derom. Det lærte den præst mig. Så hvis jeg ikke har fået andet ud af min kirkeskat, så er det i hvert fald noget af det bedste, jeg har fået med.

Mens hendes mand René har måtte vænne sig til at ringe 112, når hjertet driller, har hun også selv stadig sklerose.

– Den slipper man aldrig af med. Men jeg er en af de heldige, som kun har haft ét anfald. Jeg kan mærke det engang imellem. Jeg har en frossen skulder. Men det er ikke noget, der har udviklet sig mere. Og det er også derfor, jeg er så glad for det råd, for det gør, at jeg kan pakke ting væk. Jeg gider ikke bruge så meget tid på det.

Allerede mens hun stadig arbejdede på Bornholms Middelaldercenter, fik hun også andre ting at bruge tiden på, da hun blandt andet var med til at arrangere Bornholms Dukketeaterfestival, og den rykkede med til Svanekegaarden, da hun senere startede der, hvor hun arbejdede sig op fra en arbejdsprøvning til at blive leder, efter hun var stoppet på middelaldercenteret i 2010. Og hendes arbejde med at tiltrække stærke jazznavne til Svanekegaarden har altså også udmøntet sig i en fornem prisnominering på landsplan.

– Det betød faktisk ret meget for mig, at der var så mange mennesker, der havde stemt på mig. Den var jo aldrig gået til Bornholm før. Det gjorde den så heller ikke, men nomineringen gjorde måske, at folk fik øjnene op for, at vi har et stort jazzliv herover.

Da Mie Hjort overtog ledelsen af Svanekegaarden i 2016, var der også sommetider jazzkoncerter, men de fleste, der kom havde ikke blåt, men gråt hår.

– Gennemsnitsalderen var så høj, så man jo kunne se, at der var en begrænset holdbarhed. Og det fik jeg af bestyrelsen lov til at gøre noget ved. Og nu kommer der masser af mennesker, som aldrig har været på Svanekegaarden før og gennemsnitsalderen er gået markant ned. For nu er vi kommet ud i befolkningen. Nu er vi ikke kun finkulturelle. Og det er jeg så stolt af, siger hun og smiler igen.

– Svanekegaarden kørte jo fint, men jeg har haft en bestyrelse, hvor jeg har fået lov til at lave rigtig meget og eksperimentere en masse og har haft en masse gode fonde, som har støttet op, så det er blevet sjovere og sjovere, så jeg har stort set fået lov til alt. Jeg laver stadig regnskab. Vi er kun to ansatte. Mig og en pedel. Det er et stort hus, og der skal laves meget. Lars startede i 2014, så nu har vi snart arbejdet sammen i ti år. Vi er begyndt at tænke meget ens, det er jo så lidt pinligt, for man føler sig jo snart som et gammelt ægtepar.

Legede koncerter under flygelet

Hvilke visioner har du haft for stedet?

– Jeg kunne jo godt tænke mig, at Svanekegården var et jazzcentrum. Jazz har altid været en del af mit liv. Mine forældre kunne godt lide jazz, ligesom de kunne lide så meget andet musik.

Men interessen for jazz kom især fra en anden familie, som gennem årene har forgrenet og sammenflettet sig med Mie Hjorts egen familie.

– Skråt overfor min mormor og morfar, som boede i Vangede, boede et ægtepar, som de spillede kort med – og de havde en datter, som gik i skole med min mor, og hun blev i sin tid gift med en guitarist, der hed Fritz von Bülow. De fik selv en datter, som hedder Christina von Bülow, og hun spiller tit på Svanekegården. Hun spiller sax og fløjte. Vi er barndomsveninder. Og hun har fået en søn, der hedder Pelle, som spiller guitar, og han spiller gudsbenådet som sin morfar, og han er så gode venner med min søn, Kristian.

Så du fik musikken ind den vej?

– Ja. For når vi så var ovre hos Christinas mormor og morfar, så kom Fritz og spillede, og Christina har også altid drømt om at være musiker. Så vi legede ikke købmandsbutik, vi legede koncerter nedenunder deres flygel. Og jeg har ikke været mere end 8-10 år, da jeg var til min første koncert med Svend Asmussen. For Fritz spillede med ham, og jeg sad på første række. Så det har altid været en del af mit liv.

Selv spiller hun dog overhovedet ikke musik, som hun siger.

– Men jeg elsker at høre det og elsker stemningen ved koncerter. Jeg elsker dybest set al slags musik. Der går for eksempel ingen sommer, uden jeg er på Wonder. Jeg er dog som sagt lettere allergisk overfor klassisk musik, hvor man skulle sidde bomstille, siger hun og sidder et øjeblik stiv og ubevægelig i sofaen.

– Så det var et mareridt. Ved jazz der var jo rytme, så der kunne man være med, siger hun og løsner atter kroppen op igen i en mere afslappet stilling.

Hvad er god jazz?

– God jazz er den jazz, du er i humør til den dag. Men jeg laver ikke musikarrangementer for mig selv, men for en masse skønne mennesker med forskellig smag, så der skal bare være lidt af det hele. Der står i Svanekegaardens fundat, at vi skal dække enhver genre. Så vi breder os.

– Det er jo superfedt om sommeren at stå nede i haven, når Humørekspressen er der, og der står 250 mennesker i haven og danser. Men det er også fantastisk, når folk slår sig løs og danser til en gruppe som ”Smag på dig selv”, som er en ny fremadstormende jazztrio. De er unge og fuldstændig vilde, siger hun begejstret.

– Jeg vil gerne være med til at flytte nogle grænser, præsentere noget nyt, noget anderledes, noget ungt, så i virkeligheden handler det ikke ret meget om min smag, for den går herfra og hertil, siger hun og breder armene vidt ud til hver sin side, inden hun atter ser til hundene, som nu er gået på opdagelse nede ved vandet i haven, så der sikkert snart er udsigt til mudder på stuegulvet.

Bornholm har lidt af det hele

Når du stadig tænker ungt, har du så et råd til dig selv som 12-årig?

– Ikke til mig, men jeg ville fandme gerne have fortalt mine forældre, at de skulle være blevet i Sverige.

Det var en krise for dig?

– Ja det var det. Jeg tror også, det er derfor, jeg trives så godt herovre, for her har jeg det hele samlet. Jeg var jo norsk statsborger dengang, fordi man fulgte sin far. Jeg kunne godt få lov til at beholde mit norske statsborgerskab, men så skulle jeg flytte til Norge i et år, og det var, mens jeg tog studentereksamen, siger hun og sukker.

– Så jeg lod mit norske pas gå og blev dansk statsborger, siger hun og udbryder bestemt:

– DET brød jeg mig ikke om. For jeg har aldrig følt mig dansk. Aldrig.

Hvad føler du dig så som?

– Jeg er interskandinav. Og det gør det jo ikke dårligere, at jeg faktisk har bornholmske rødder. Rent faktisk var min tipoldefar den yngste søn af en gårdejer i Olsker, inden han blev sendt til Norge, for det var dengang Norge var under Danmark, så han giftede sig med en norsk pige, og så flyttede de til København. Men det vil sige, jeg har norsk på flere sider. Så jeg er ligesom to dele norsk, en del dansk og en del jeg ikke ved hvor kommer fra, og så har jeg boet i Sverige.

Og sådan bliver man interskandinav, forklarer hun.

Hvilke værdier lever du efter?

– Det lyder som en floskel, men ærlighed og redelighed.

– Jeg er altid selv ærlig. Jeg kan også godt være diplomat og sige tingene pænt. Men hvis man stiller mig et spørgsmål, så får man et svar. Jeg lyver aldrig. Det kan godt være, jeg lader være med at sige noget. Det er jo ikke, fordi jeg vil såre folk. Men stiller man mig et spørgsmål, får man et svar.

Og redelighed…?

– Jamen, det er, at man skal være ordentlig. Det er jo en floskel, men du skal opføre dig overfor andre, som du gerne vil have de skal opføre sig overfor dig. Fordi ellers kan vi ikke være til sammen. Men der er jo rigtig mange mennesker, der skriver alt muligt grimt på de sociale medier. Og folk har ikke noget filter, siger hun, da de beskidte hunde, der engang var lyse, vælter ind i stuen.

– Nej, hvor er I fine, ler hun.

Som en duracellkanin

Udenfor ligger tågen stadig som tungt teaterrøg, inden naturen forhåbentligt snart kan præsentere sin store forårskoncert, og selv glæder Mie Hjort sig også til at præsentere en masse god musik.

– Jeg glæder mig til sommer og til koncerterne, og til at jeg skal møde en masse glade mennesker. At jeg kan være med til at gøre en masse mennesker glade. Og jeg glæder mig faktisk allerede til vores juleplaner for Svanekegaarden. At man trods al elendigheden prøver at se fremad. Og så glæder jeg mig til at kunne bruge min pool igen, siger hun og nikker ud mod et stort bassin i haven.

Hvad er det grundlæggende der driver dig?

– Ærligt? – idioti.

Hvordan?

– Der er meget få mennesker, der er så dumme som mig, der gider at blive ved og ved og ved som en duracell kanin.

Men det nytter vel noget?

– Jo. Og det er i virkeligheden det, der er det dejlige. At man så ser en masse glade mennesker.

Så er det vel heller ikke idioti?

– Jo. For jeg kunne jo sidde i en eller anden virksomhed og lave regnskab fra 8 til 16 og gå hjem og sove, men nu arbejder jeg jo 100 timer. Så det er livsstilen, der er idiotien i virkeligheden. Men den er sjov, den er skæg, og jeg kan jo godt lide den. Og jeg kan især godt lide den, når folk er glade. Og se en koncert, hvor folk ender med at stå op at klappe, og når folk går ud med et smil eller er berørte på andre måder, siger hun med lys i øjnene.

– Vi havde en fantastisk seance sidste forår med den finsk-svenske skuespiller Stine Ekblad, som kom sammen med nogle musikere og en svenskdansk sangerinde, hvor de reciterede og sang digte af den finske digter Edith Södergran, som døde som 31-årig i 1923. Da folk kom ud af salen, kunne man se deres tårer, og der var helt stille. Det er rørende for mig se andre blive rørt og give dem nogle sindssyg gode oplevelser, siger hun og følger sin gæst ud. Nu vil hunden Jazzy sikkert også gerne have designsofaen for sig selv.

Blå bog

Mie Hjort. Født 1961 i Malmø. Leder af Svanekegården. Hun er bankuddannet og har tidligere arbejdet som blandt andet regnskabschef på Folketeatret og bogholder for Bornholms Middelaldercenter. Gift med René. Sammen har de sønnen Kristian.