– Jeg føler i høj grad, vi er kommet i mål. Når man har gået rundt på Folkemødet i år, har man forhåbentligt oplevet en festivalplads, der sprudlede af liv med en masse smukke installationer. Vi har arbejdet med at sprede Folkemødet ud på en klog måde, så publikumsflowet var behageligt, og så har vi oplevet af få demokratidebatter tilbage her i en tid, hvor krigen er rykket ind i Europa, og hvor vi bliver mindet om hvor vigtigt det er at værne om vores demokrati. Min oplevelse af folkemødegæsterne i år har været, at der har været en endnu større grad af fællesskabsfølelse og et ønske om at vise, at man har lyst til at deltage i demokratisk dialog i et frit samfund, netop fordi vi desværre tæt på ser, hvor grueligt galt, det kan gå, hvis man ikke værner om sit demokrati og ytringsfriheden.
De lokales bekymringer
Når Folkemødets mange tusinde gæster kommer til byen, er det en stor omvæltning for Allinge og de lokale. Tidligere har vi på Tidende skrevet om en række lokale allingeboer, der ikke kun synes, det er fantastisk, når Folkemødet kommer til byen, og at larm fra de mange gæster blandt andet får en del lokale til at trække sig fra byen under mødet. Og larm er der måske kommet mere af i år, fordi Folkemødet har haft stort fokus på at tiltrække flere unge mennesker. Det har de blandt andet gjort med oprettelsen af campingspladsen Camp Ung Agenda for de 16-30 årige.
– Jeg vil sige, at det har været glade mennesker, som har været til politiske debatter i høj sol og som hen mod aftentid nyder en burger og noget musik rundt omkring og fester og nyder en dansk sommeraften. Mit indtryk er, at det er forløbet helt fint og i fred og fordragelighed, siger hun og tilføjer, at musikken fra teltene har været slukket klokken 02.00 hver nat.
Hun er godt klar over, at det er en stor omvæltning for de lokale, når Folkemødet rykker til byen.