Opgaven med at omdanne hendes malerier til udsmykning på værelsernes vægge blev dermed også en velkendt en af slagsen.
Men processen var alligevel ny for Anne Nowak. Her fik hun nemlig lov til at være med i renoveringsprojektet fra start, og arbejde i tæt parløb med arkitekt og bygherre.
– Mange møder og faglig sparring på mit værksted er gået forud, hvor arkitekt og bygherre lukkede mig ind i deres visioner for rummene og omgivelserne. Det har været en utrolig spændende proces og ikke noget, jeg har prøvet før, siger Anne Nowak.
Resultatet blev et aftryk produceret på bæredygtige fotostater (en art tapet red.), der er sat op på værelsernes endevæg. Enten i en dybblå tone eller en grønlig nuance. Det afspejler hotellets delte placering på Kalvebod Brygge i København med udsigt til både havnens blå hav såvel som horisontens irgrønne tage.
– Den del af horisonten, hvor vandet møder havet, og man får den drømmende, disede effekt af, at noget forandrer sig hele tiden, fortæller kunstneren.
Opgaven blev større
Arbejdet på værelserne lykkedes i en sådan grad, at Anne Nowak blev spurgt, om hun ikke også havde lyst til at bidrage med et hovedværk til både restaurant og lobby.
Og hvor kunsten på hotelværelserne var en velkendt opgave, var det straks mere ubetrådt grund med hotellets større arealer. Her kom det tætte samarbejde med arkitekt og bygherre igen i spil. De kunne understøtte processen med 3D-tegninger og renderinger, der gjorde kunstneren klogere på visioner såvel som dimensioner. Men ellers var der fri leg, hvilket hun beskriver som et privilegie.
– Både hoteldirektøren og arkitekten har været totalt modige og givet mig helt frit slag. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, så værkerne blev noget helt nyt med nye materialer, jeg aldrig har arbejdet med før.