Det bornholmske band Sunda Kelepa udgiver onsdag den 28. september deres anden single, som de har navngivet "Grow On Us", et nummer, der har ligget i støbeskeen i mange, mange år.
De to barndomsvenner Maria Holm-Mortensen og John Greany Sørensen mødte hinanden for mange år siden, da Maria var 12 år gammel, og John var tre år ældre. Gennem deres fælles venner får John fat i Marias telefonnummer, og igennem telefonlinjen mellem Rønne og Aakirkeby løber der både musik og følelser et helt år, inden parret endelig mødes. I dag er det 25 år siden, og deres venskab lever i bedste velgående. Og det samme gør musikken, der dog først nu bliver udgivet.
At nummeret har været så længe undervejs, skyldes Johns lyst til at gå på opdagelse, mener Maria Holm-Mortensen.
– Jeg tror ikke, John får den der følelse af, at en sang er færdig. Han holder så meget af at være på opdagelse, at en sang for det meste først er færdig, når jeg ringer med klokken og siger, at der er en fuld oplevelse at hente, mener hun, og bemærker, at John i princippet kunne skrive på en sang hele livet.