Rønne Havn har forsømt sin vigtigste samfundsforpligtelse

Rønne Havn har forsømt sin vigtigste samfundsforpligtelse
Overbliks billede af Rønne Havn. Foto: Rønne Havn A/S
KOMMENTAR | DEBAT | 28. JAN • 19:00
Af:
Jens Stubkjær
Kirkepladsen
nabo til Rønne Havn
KOMMENTAR | DEBAT | 28. JAN • 19:00

Færgeforbindelsen er den vigtigste.

Nu kan man så konstatere, at efter investering af over en milliard af lånte penge, efter flere års ulidelig støj-terror af naboerne, efter de har fået en såkaldt professionel bestyrelse, efter de har prædiket igen og igen, at de laver "fremtidssikring", så er resultatet nu blevet, at det er blevet mere besværligt for deres største kunde, og dermed for alle, der rejser med færgerne at sejle ind og ud af havnen, end det var før deres såkaldte "fremtidssikring".

Samfundsforpligtigelse

Det er muligt, at havnen kan tjene penge på vindmøller og krydstogtskibe, så investeringen engang kommer hjem.

Men havnens første og vigtigste samfundsforpligtelse er at sørge for optimale forhold for færgernes sejlads. Det har havnen forsømt - og samtidigt har den været en virkelig belastning for sine omgivelser.

Belastning

Vi har hørt på uddybningsfartøjets brummen natten lang, enerverende spunsbankning og vælten rundt med klippeblokke i dagtimerne.

Jeg kan ikke længere huske hvor længe, at det har stået på.

Skulle jeg protestere, hvis nogen ville sparke havnens bestyrelse, ledelse samt hele deres "fremtidssikring" ud på dybt vand i Østersøen - derud, hvor der ikke skal arbejdes i døgndrift med gravemaskiner for lave 11 meters dybde?

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT