Bornholm står bag fælles projekt med deltagelse fra fire lande

Bornholm står bag fælles projekt med deltagelse fra fire lande
Susanne Månsson har siden 90'erne knyttet mange forbindelser til Baltikum ved sine kurser for at hjælpe børn og voksne med handicap. Foto: Sarah Thun Kristensen
NOTITS | 17. MAJ 2024 • 15:30
NOTITS
17. MAJ 2024 • 15:30

Baltisk Bro søsætter nyt to-årigt kunstprojekt med deltagelse af tolv kunstnere fra fire øer i Østersøen.

I juni mødes 12 kunstnere fra Saaremaa, Åland, Øland og Bornholm og udstiller sammen på Svanekegården

Det er Susanne Månsson, der har taget initiativ til at bringe kunst og kunstnere sammen, og efter besøget på Bornholm flytter udstilligen til Øland - og næste sommer til Åland og Saaremaa.

Udover Månsson selv repræsenteres Bornholm af trækunstner Hans Henning Pedersen og billedkunstner Susanne Enehjelm.

Ferniseringerne suppleres med samtaler, som alle indbydes til at deltage i. De finder sted over dagene 31. maj -2. juni.

På Svanekegården fortæller kunsterne om deres værker og kulturlivet på deres ø. Børn fra Bornholms Billedskole inviteres til udstillingen og til at møde kunstnerne, ligesom børnene også laver deres egen udstilling, der også vil kunne ses i juni måned. Derudover er der et fælles kunst- og kulturarrangement på Bornholms Højskole.

Susanne Månsson har brændt for arbejdet med de baltiske lande, siden hun deltog i Baltisk Bros første besøgsrejse til Saaremaa i 1990, dengang leder af specialbørnehaven Mælkebøtten.

Dengang havde børn og voksne med handicap en svær tilværelse i Baltikum, og hun arbejdede med at forandre holdningen til dem gennem utallige kurser på institutionerne i de baltiske lande.

Siden hun stoppede som leder af Mælkebøtten, har hun kastet sig over arbejdet med pensler, papir, farver og lærred - inspireret af naturen og især fuglene omkring Nexø, hvor hun bor. Men Baltisk Bro og tankerne, der går ud over Østersøen, er stadig med hende. Derfor var hun også med, da Baltisk Bro genopstod som forening sidste år.

Hun ønsker nemlig, at vi skal have mere fællesskab mellem landene, og det er blevet særlig tydeligt, siden der udbrød krig i Europa.

– Hvis mennesker kender hinanden, så opfører vi os mere hensynsfuldt, ikke? Det her handler om at danne fællesskaber. Og måske kan kunsten medvirke til at bygge nye broer mellem øerne i Østersøen, forklarer hun i en pressemeddelelse.

Hun har planlagt Baltic Sea Art projektet sammen med Baltisk Bro, og Svanekegården er gået ind som medarrangør.

Der er fernisering på udstillingen den 31. marts, hvorefter den løber fra 1. til 28. juni på Svanekegaarden.