Blåskin på vej til sin evige mark

Blåskin på vej til sin evige mark
Tirsdag blev Blåskin løftet op til sit sidste ophold, en mark ved Vang Havn. Foto: Jacob Jepsen
KULTUR | VANG | Torsdag 10. februar 2022 • 09:13
KULTUR | VANG | Torsdag 10. februar 2022 • 09:13

Den gamle Køge-kutter, der i efteråret sank i Vang, blev tirsdag løftet op til sit sidste ophold, en mark ved Vang Havn. Et forbundet kar blev kutterens endeligt.

Blåskin, der er opkaldt efter sin kutterblå farve og den Blåskinsdalen, der ligger tæt på, skulle have været en scenisk lystkutter i Vang Havn.

Hun blev indkøbt i 2018 som udrangeret fiskekutter med lastrum og styrehus. Planen var, at de to ejere, Jakob Jensen og Søren Vaupell Christensen, skulle bygge hende om til lystsejlads.


Foto: Jacob Jepsen



Motoren var næste nyrenoveret, og skroget var i god stand. Blåskin havde en lys fremtid i Vang. Men sådan kom det ikke til at gå.

I 2020 gik den ene af ejerne, Jakob Jensen, bort, og Søren Vaupell Christensen, der også er havnefoged i Vang, stod tilbage med projektet, der endnu tegnede lyst. Blåskin nåede at deltage i Folkemødet og få ministerbesøg, og hun sejlede også tur med indbyggerne i Vang.

Men den 17. oktober 2021 gik det galt. Som de fleste træbåde i Blåskins størrelse havde hun en elektrisk lænsepumpe, der kunne pumpe den smule vand, som trængte ind, ud af skroget. Den dag kom slangen fra pumpen helt ned i vandet på ydersiden, og det blev fatalt. Da pumpen stoppede, pressede havvandet sig den anden vej ind i skroget og på nogle få timer sank Blåskin og lå med styrehuset ind mod molen og kølsvinet på bunden.


Blåskin sank i Vang Havn i efteråret. Arkivfoto: Jacob Jepsen



Kutteren blev hurtigt hævet, og forsikringen klarede det økonomiske her. Men motoren, el-systemet og styrehusets isolering havde desværre lidt så megen skade af havvandet, at det ikke kan svare sig at reparere hende.

Derfor har Søren Vaupell Christensen i den seneste tid skåret det stolte fiskefartøj, der i 60'erne er bygget i Køge som sejlførende fiskekutter, op med motorsav. Langsomt er styrhus og ruftag blevet skåret op og sendt til genanvendelse.

Tirsdag blev resterne løftet op på en mark nær Vang, hvor Blåskins sidste dage vil gå med at blive skåret i bider med motorsav.

FÅ ABONNEMENT