– Ja, dét er det. Det er helt særligt. Jeg har talt med kaptajnen på kongeskibet, som fortæller, at det er første gang, man prøver et arrangement af den her karakter, hvor man inviterer et helt civilsamfund om bord. Det fortæller også noget om, at vi har en modig og nytænkende majestæt, siger Søren Thiim Andersen.
Fra 1932
Tilslutningen fra øboerne er da også ganske overvældende, fortæller han. Der bor i alt 93 personer på Christiansø og Frederiksø, og på trods af, at det er feriesæson, hvilket traditionelt betyder, at nogle vil være bortrejst, har så mange som 79 tilmeldt sig besøget på kongeskibet.
– Det er helt vildt, at vi på den her tid kan mønstre så mange, konstaterer administratoren.
– Det er simpelthen så flot, og jeg er meget overrasket over, at det er lykkedes at få så stor en tilslutning. Det er jeg simpelthen så glad for.