Rent faktisk er det historien om de røde barakker i Almindingen , som i dag er under omdannelse til et økologisk fællesskab, men som oprindeligt blev opført umiddelbart inden 2. Verdenskrig i et politisk forsøg på at komme arbejdsløsheden blandt ungdommen til livs. Ø-arkivet har modtaget en håndfuld private billeder fra lejren, som kan kaste lys over hverdagen på stedet i 1940'erne.
Men årsskriftet byder skam på mange andre spændende historier, så med andre ord: Sku ikke hunden på hårene.
I en pressemeddelelse oplyser arkivet, at det hvert år modtager en mængde interessante arkivalier fra både virksomheder, foreninger og private personer. Det er alt fra håndskrevne breve til fotoalbum, skøder, protokoller, regnskaber, spolebånd, scrapbøger og meget mere. Hver eneste ting, der kommer ind ad døren, bærer en historie med sig, og i nærværende årsskrift formidler Ø-arkivet altså en række af historierne.
– Det er meget vigtigt for os, at de ting, vi modtager, ikke bare ender i kasser i kælderen og bliver gemt og glemt. Vi ser det som en fornem opgave at vække historierne til live og formidle dem blandt andet via artiklerne i årsskriftet, siger arkivar Amanda Stevne Pihl i pressemeddelelsen.