I år valgte Sandpark at åbne dørene til Nexø Sandskulpturpark en måned tidligere end sidste år.
– Der var mange, der sagde, at det kan ikke betale sig, der er ingen turister i juni. Men det kunne betale sig at åbne en måned før, forstået på den måde, at der faktisk er kommet en del mennesker, siger Christian Warrer, der tror, at det især er lokale, der har lagt vejen forbi i juni måned.
– Om det så betyder, at det i sidste ende bliver det samme besøgstal, det kan vi jo først se, når året er omme, siger han.
Christian Warrer håber på, at de i år kan nå det samme besøgstal på knap 42.000.
– Jeg krydser fingre for, at vi når det samme antal her i år to. Det vil være en stor succes. Så kan vi håbe, at besøgstallet henover de næste år vil stige, men det er også meget vejrafhængigt, siger han.