17 frivillige omsætter for en million om året

Hos Bornholms Tekniske Samling holder man humøret højt trods stille dage og et konstant behov for flere af de frivillige kræfter, som samlingen udelukkende hviler på. En førstegangsgæst lagde vejen forbi til en snak om frivilligt slid, en kærlighed til den historie, der runder os alle – og ikke mindst de famøse 6.170 kopper.

– Hold da op, her er mange kopper, udbryder Tidendes udsendte, da jeg træder indenfor i Bornholms Tekniske Samling og ser den overvældende samling af kopper, der hænger ned fra loftet.

En konstatering som afslører, at det er første gang undertegnede besøger museet. Den er dog langt fra original, fortæller den frivillige Jørn Lund, da han tager imod i døren.

– Det er nok det, vi hører flest sige. Jeg tror, at alle os frivillige kan fortælle om gæsternes møde med de kopper, smiler den 83-årige kustode imødekommende.

– Ja, og tænk; der er 6.170 kopper og ikke to, der er ens, supplerer Liselotte Sode Hansen. Hun er formand for Bornholms Tekniske Samling og tager lørdag imod Tidendes udsendte sammen med frivillig Jørn Lund og den tidligere formand Kjeld Nielsen.

Tager imod alt

Tidende har lagt vejen forbi Bornholms Tekniske Samling den varme sommerdag i juli. For at tage temperaturen på det kuriøse museum, der de seneste 25 år har huseret på den 4000 kvadratmeter store Østre Borregård i Rutsker. Og netop temperaturen er høj i dag, så der er ikke mange gæster.

– Vi kan jo godt lide regnvejrsdagene, for så får vi gæster. I tirsdags havde vi 400, i dag når vi nok max op på 25, siger Liselotte Sode Hansen.

Så vi har også god plads til at inspicere den imponerende samling af klenodier fra det seneste århundrede. Der med alt fra militærfly, symaskiner, computere, legetøj og keramik – sågar lightere - fortæller danskerne og i særdeleshed bornholmernes historie. En samling så stor, at det nok ville være hurtigere at sige, hvad de ikke har. Og til det er svaret; faktisk ikke ret meget.

– Der er ikke genstande, vi ikke tager imod. Eller jo, efterhånden som pladsen begynder at blive trang, må vi jo sige nej til ting. Og så er der jo ting som våben eller særligt kostbare ting, som vi ikke kan udstille, men ellers er der faktisk ikke nogen genstande, vi ikke vil have, siger 65-årige Liselotte Sode Hansen, der overtog formandskasketten fra 73-årige Kjeld Nielsen tilbage i marts.

Sorteringsarbejdet med kuglepennene tog formanden tre måneder. Foto: Marie Emilie Hofman

Har travlt

Sammen giver de to en rundtur rundt i de mange afkroge af det imponerende hus. Vi starter i hallen med værksteder, hvor håndværk som smedje og murer har fået deres afdeling.

– Det hele startede med landbrugsmaskiner, de står nede i hallen bagved, der kan vi gå ned bagefter, fortæller den tidligere formand entusiastisk. Han er oprindeligt uddannet radiomekaniker og startede på ’samlingen’, som det omtales, tilbage i 2013.

– Jeg elsker at nørkle med gammel mekanik, så det troede jeg jo rigtig, at jeg kunne få pensionistlivet til at gå med heroppe. Men der måtte jeg tro om igen, griner Kjeld Nielsen og henviser til det travle liv, som det faktisk er at være frivillig her.

3 måneders opvask

For her beror alt på frivilligt slid. Man modtager hvert år et beskedent tilskud på 20.000 kroner fra kommunen. Ellers håndteres al arbejdet af de frivillige kræfter, der omsætter for en million kroner årligt.

Bornholms Tekniske Samling er ejet af foreningen af samme navn. I skrivende stund har man 125 medlemmer, heraf 17 frivillige, der i sæsonen står for museets daglige drift og tager imod gæster.

– Vi er alle pensionister undtagen en, der er arbejdsramt, fortæller Liselotte Sode Hansen.

I vinterhalvåret skrues der op for arbejdet med at håndtere samlingens mange donationer, der flyder i lind strøm over hele året. Det meste er fra private donorer, mens noget lånes. Og med en omfattende samling gælder et tilsvarende arbejde med rengøring og vedligehold. Alene opvasken af de førnævnte 6.170 kopper og museets store keramiksamling er en fuldtidsbeskæftigelse over flere måneder.

– Keramikafdelingen håndteres af en, der hedder Kjeld. Og han tager al keramik ud og vasker inden hver sæson. Det arbejde tager ham tre måneder, siger Liselotte Sode Hansen, der som nylig formand selv er overrasket over, hvor stærkt man faktisk løber. Blandt andet brugte hun selv tre måneder på at sortere og udstille den store samling af kuglepenne, man også råder over.

– Ej, men der er meget arbejde, det er det - særligt som nyvalgt formand. Jeg er her stort set hver dag. Men vi har heldigvis et godt sammenhold, og jeg kan også trække en del på Kjelds erfaring, siger formanden og giver nik til den tidligere formand ved sin side.

Tidligere formand Kjeld Nielsens har en yndling i Povlsker Elværk, som han er en af de få, der kan tænde. Foto: Marie Emilie Hofman

Ægteskabet brast, kjolen bestod

Vi er fortsat videre til værkstederne for servicefag. I kniple- og vævestuen finder man både væve, en række gamle Singer-symaskiner med håndtræk og en stor samling fingerbøl. Her er også udstillet en brudekjole af lokal oprindelse. Den er syet af Liselotte Sode Hansens søster tilbage i 1997.

– Hun syede den til sin svigerdatter. Men ægteskabet gik jo i stykker, så i stedet for at smide den ud, mente hun, at den skulle herop at så, fortæller formanden, der beskriver kjolen som en af samlingens ting, der har særlig betydning for hende.

Formanden startede som frivillig i 2021, mens hun endnu var på arbejdsmarkedet. Her arbejdede hun som sosu-hjælper og med en ugentlig fridag, forslog hendes søstre, at hun gjorde dem selskab oppe på samlingen.

– Og så synes jeg faktisk bare, at det var så hyggeligt heroppe, siger formanden, der til daglig bor i Vestermarie. Sammen med Kjeld Nielsen griner de lidt af, at de nok blev formænd, fordi de ’ikke kan tie stille’.

Passer på fortiden for eftertiden

Og for begge gælder også en kærlighed til Bornholms Tekniske Samling af den årsag, at den fortæller en fælles historie, der er vigtigt at bevare. Eller som man udtrykker det på samlingens hjemmeside, så ’passer man på fortiden for eftertiden’.

– Mange børn i dag ved jo simpelthen ikke noget om, hvordan det var i gamle dage. Og den historie skal fortælles, fortæller formanden og henviser til samlingens aktivitet med skattejagt, der også skal tiltrække de helt unge gæster. På en god dag kan man se mellem 20 og 30 børn.

Rundturen er nu nået til en af de bagvedliggende lader, hvor en række hestevogne er udstillet. På den måde danner det et fint bagtæppe til snakken, der er faldet på alle de ting, der lige nu foregår ude i verden. Hvor teknologien bevæger sig fremad med lynets hast, mens verden fortsat går sin skæve gang med krige, katastrofer og ressourceknaphed. Særligt det sidste og den aktuelle snak om cyberkrige hæfter Liselotte Sode Hansen sig ved.

– Forleden kunne jeg ikke få min vaskemaskine til at virke derhjemme. Der tænker man jo virkelig over, hvordan det var dengang uden strøm. Og hvad vi skulle gøre, hvis strømmen lige pludselig gik, siger formanden og peger igen på nødvendigheden i at oplyse de fremtidige generationer.

– Mange børn i dag ved slet ikke, hvad det vil sige ikke at have noget strøm. Så det er vigtigt, at de kommer sted som her og forstår, hvad vi kommer fra, siger Liselotte Sode Hansen.

65 KW jævnstrøm

Og apropos strøm, så insisterer Kjeld Nielsen også på, at vi lige når forbi det gamle Povlsker Elværk. Fra 1914 og opsat under 1.verdenskrig. Det er udstillet i en af gårdens bagerste længer og er den tidligere formands yndlingsklenodie i samlingen. Han er en af de tre frivillige, der har ekspertise til at starte elværket.

– Det producerer jævnstrøm og kan give 65 kW, hvilket jo ikke er meget i dag, fortæller han, mens han peger over på de trykluftscylindere, som det kræver for at starte motoren. Han begejstres for, at der med museets samling eksisterer et sted, der kan huse den teknologiske historie. Engang havde han sin egen samling af radioer udstillet på Grønbechs Gård i Hasle. Men da det blev omdannet til museum for kunsthåndværk, blev den samling hjemløs.

– Så i stedet for at de bare endte på loftet, foreslog en af mine venner, at de kom herop, hvor han også var frivillig. Og det var faktisk sådan, min tid her startede, fortæller Kjeld Nielsen.

Syværkstedet med brudekjolen, syet af formandens søster, for enden. Foto: Marie Emilie Hofman

Mangler frivillige

Turen er ved at være nået ved vejs ende, men som et sidste stop, når vi også forbi det såkaldte stuehus, der er indrettet som et hjem i 1950’erne. Her har Liselotte Sode Hansen sit ansvarsområde, og indretningen er nydeligt og rengjort.

Det runde spisebord er sirligt anrettet med en opdækning, der ville gøre selv Laura fra Matador misundelig.

Den nye formand fortæller, at hun med sin nye titel også har ambitioner på samlingens vegne.

– Jeg vil gerne have ryddet mere op i vores samling. Og så skal vi have ryddet ud i vores depoter, hvor vi har tre store rundt på øen. Vi er efterhånden i mål med at tømme det ene, fortæller Liselotte Sode Hansen. Og så gælder også et fortsat arbejde, som mange andre foreninger genkender. At tiltrække flere frivillige. I skrivende stund mangler man godt ti til at klare arbejdet på samlingen.

– Vi synes godt, at vi kunne bruge lidt flere hænder. For vi løber stærkt, det gør vi altså, siger Liselotte Sode Hansen.

Alting går så hurtigt

Tilbage ved indgangsskranken sidder den 83-årige frivillige Jørn Lund og er parat til at lukke ned for dagen.

– Kassen er gjort op, og jeg er på vej ud af døren, jeg skal til grisefest, smiler han og fortæller, at han har været frivillig de seneste fire år. Foreningslivet er dog ikke fremmed for ham, da han har haft 23 år som formand for DGI Bornholm.

– Da jeg gik på pension, troede jeg, at jeg skulle sidde derhjemme og se sport, men så sagde min kone; det går ikke det der. Så nu er jeg her et par gange om ugen, og har stadig tid til at se Tour de France, når jeg kommer hjem, fortæller Jørn Lund, der med sin tid i Bornholms Tekniske Samling også har fået en nyfunden kærlighed til det nostalgiske.

– Før i tiden har jeg måske været lidt for hurtig til at rydde op og bare sige; lad os smide det ud. Nu sætter jeg stor pris på alt det, som folk har doneret hertil. Al udvikling går så hurtigt i dag, så noget er vigtigt at bevare, siger Jørn Lund.

Foto: Marie Emilie Hofman