Bornholms Padel Klubs damehold satte det perfekte punktum for forårsturneringen i Lunar Ligaens 2. division, da de vandt sæsonens femte og sidste kamp, topopgøret mod MP Studio Kicksmash, på Amager og dermed sikrede sig oprykning til 1. division.
Men det blev lige præcis så spændende, som det var ventet på forhånd. Den ordinære kamp sluttede 2-2, hvorefter bornholmernes bedste par, Camilla Madsen og Pernille Munch, sikrede sejren ved at vinde den afgørende matchtiebreak så overbevisende som 10-5.
– Vi har spillet fem kampe og vundet dem alle, men kampen i dag var uden tvivl den bedste, vi har spillet, fortæller Bornholms Pedel Klubs spillende formand, Kristine Werner. Som naturligvis ikke undlod at fejre oprykningen til 1. division på behørig vis.
– Det er jo en ekstra rar følelse at vinde på udebane, så vi har selvfølgelig drukket champagne, råbt og skreget, indrømmer Kristine Werner.