Seks unge dømt for væbnet røveri

Seks unge dømt for væbnet røveri
Retsmøderne fandt sted i et midlertidigt retslokale på Dams Gaard i Rønne. Foto: Jesper Dollerup Merved
KRIMI | Tirsdag 18. april 2023 • 15:09
KRIMI | Tirsdag 18. april 2023 • 15:09

En flok unge i alderen 17-22 år blev tirsdag dømt for i fællesskab at have indfundet sig på en adresse i Rønne, og med vold og trusler at have røvet en pistol. To blev i øvrigt dømt for våbenbesiddelse.

Samtlige af de seks unge i alderen 17-22 år, som siden torsdag har været i retten for væbnet røveri blev tirsdag eftermiddag kendt skyldige i Retten på Bornholm.

Efter fire intense retsmøder faldt dommene endelig i en sag, der har holdt de seks unge varetægtsfængslet siden oktober. 

Dommene blev dog ikke helt så hårde, som som anklageren havde håbet, idet den yngste af de tiltalte fik otte måneders fængsel og en advarsel om udvisning. Han modtog dommen.

De to øvrige dømte, som ikke har dansk statsborgerskab fik henholdsvis ni og ti måneders fængsel og også en advarsel om udvisning. Anklageren mente ellers, at de alle tre skulle udvises og idømmes længere fængselsstraffe.

Det blev til et år og fire måneders fængsel for den sidste af de fire, som kun blev dømt for et enkelt forhold om røveri.

20-årige Andreas Petersen og 22-årige Simon Brix Eierstrand, der stod tiltalt for både røveriet og besiddelse af den halvautomatiske pistol blev begge idømt tre års fængsel som fællesdom, og pistolen blev konfiskeret.

– Det var selvfølgelig ikke det, vi havde håbet, for min klient mente egentlig, at han skulle frikendes. Men jeg har noteret mig dommen, og vil lige undersøge dens præmisser, fortalte advokat Samer Younes, som forsvarede sidstnævnte.

Retten besluttede desuden, at de dømte skal betale sagens omkostninger. Anklagemyndigheden anmodede om fortsat varetægtsfængsling af de tre, som modtog den hårdeste dom, og det godtog retten på trods af forsvarsadvokaternes protester. Fem af de dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen, og beslutningen om den fortsatte varetægtsfængsling blev kæret.

Fandt det bevist

Retten fandt det bevist, at de seks havde indfundet sig på adressen i Almegade i Rønne den 5. oktober sidste år som en samlet gruppe, at alle havde kendskab til, hvad der skulle ske, og at gruppen havde medbragt macheter, som blev brugt til at true de forurettede, så de kunne tage pistolen med fra adressen. 

De fandt desuden bevist, at Simon Brix Eierstrand havde givet en af de forurettede flere lussinger, og at han derefter havde råbt til Andreas Petersen, at han skulle tage pistolen. 

Det valgte han at gøre, og derefter havde Petersen pistolen på sig på et offentligt sted, idet han bragte den til Galløkken, hvor han dækkede den til. 

Da det var Simon Brix Eierstrand, der havde sagt, at han skulle tage den, fandt retten det bevist, at de begge havde råderet over våbnet, og at de dermed begge var i besiddelse af det.

Domfældelsen fik pusten til at gå ud af både de håbefulde tilhørere og ikke mindst de dømte, som igennem retsmøderne var flankeret med mindst en betjent hver.

Betjentene var ikke sene til at positionere sig i lokalet og opretholde ro og orden i retslokalet, selvom de formentlig frustrerede unge, som netop havde modtaget deres dom havde svært ved at forholde sig tavse.

Ville frifindes

Fire ud af seks forsvarere gik ellers efter frifindelse, mens de to andre mente, at der blot skulle dømmes for simpel vold og tyveri. Sammen med våbenbesiddelse kan det dog stadig løbe op i over to år.

Det stod i skærende kontrast til de lange domme, som anklagemyndigheden mandag lagde op til, at de tiltalte skulle have. Her gik strafferammen nemlig fra 10 måneders fængsel til den yngste, som ikke tidligere har medvirket til personfarlig kriminalitet, og som ikke havde en nøglerolle i røveriet og op til tre og et halvt år til Eierstrand og Petersen, som stod tiltalt for både røveri og våbenbesiddelse.

Deres forsvarere mente dog, at omkring to og et halvt år måtte være det maksimale – forudsat at de to blev dømt skyldige i våbenbesiddelse.

Det er kun den ene af de to, der har indrømmet at have noget med pistolen at gøre, mens den anden har indrømmet, at han har stukket en af de forurettede et par lussinger.

22-årige Simon Eierstrand har en farverig straffeattest bag sig, og den fremhævede anklagemyndigheden under retssagen, fordi han har domme tilbage fra han var 16 år, som omhandler vold, trusler, tyveri og brud på knivloven.

For bare en måned siden fik han sin seneste dom for brud på loven om euforiserende stoffer, og den straf kommer oveni, når han skal afsone de tre år.

Machete eller ej?

Forsvarerne lagde vægt på, at samtlige af de tiltalte indrømmer at have været til stede på adressen på gerningstidspunktet, men de er enige om, at der er tale om simpel vold i form af nogle lussinger, som en af de tiltalte har stukket en af de forurettede.

– Man kan ikke bare gå og slå folk, så det skal min klient selvfølgelig dømmes for, udtalte den tiltaltes forsvarsadvokat.

At pistolen blev fjernet fra adressen har en anden af de tiltalte også indrømmet. Det var dog ikke grunden til, at gruppen troppede op på adressen – det er snarere spontant tyveri, mente forsvarerne, som lagde vægt på, at der i hændelsesforløbet er tale om to grupper, der er sure på hinanden – den ene er de tiltalte og den anden er de forurettede, som også var hovedvidner i sagen.

Forsvarsadvokaterne mente derfor ikke, at vidnerne var troværdige, og de fastholdt, at der ikke har været knive eller macheter til stede, hvilket betyder, at hvis det var et røveri, så har det ikke været væbnet. 

– Ville man angribe nogen, der har en pistol med en machete? Sådan spurgte en af forsvarsadvokaterne retorisk.

Men det mente både anklager og domsmænd altså, at man ville – eller i hvert fald, at det var sket.

Kom og besøg mig

Mens tre af de dømte altså kunne returnere til den afventende familie med knus og kram og vende tilbage til hjemmets trygge rammer, indtil de bliver indkaldt til afsoning, så måtte de tre altså følge med politiet igen.

– Husk at kun Gud kan dømme, råbte en pige som opmuntring.

– Kom og besøg mig, lød svaret fra den dømte, inden han til sin utilfredshed blev ført ud fra retsmødet af politiet og ned til den ventende bil.

For Andreas Petersens vedkommende blev der dog mulighed for at give et kram til de fremmødte pårørende inden afgang mod en ny omgang varetægtsfængsling.

Den 20-årige har ellers tidligere forsøgt sig med flere uddannelser blandt andet som mekaniker og tømrer, men det har indtil videre været en udfordring at holde sig indenfor lovens rammer, og det er der som bekendt flere, der har haft svært ved.

For det er netop mængden af tiltalte, der har betydet, at Dams Gaard måtte tages i brug som retslokale.

En simpel sag

Det har givet sagen et eksotisk twist, men at sagen har været ekstraordinær har udelukkende noget at gøre med den fysiske størrelse.

Sådan lød det, da Marina Moltke-Leth fra anklagemyndigheden ved Bornholms Politi, da Tidende efterfølgende talte med hende:

– Det er jo en såre simpel sag med med to forhold. Det eneste ualmindelige er, at der er så mange, og det får det hele til at se lidt voldsomt ud, forklarede hun.

Hun har oplevet, at der har været en fin stemning i retten, selvom parterne i sagens natur har været meget uenige.

 

Våbensagen

Den netop afsluttede retssag var sidste akt i sagen vedrørende i alt 10 personer og en halvautomatisk pistol af mærket Glock, model 19, som blev fundet på Galløkken i oktober sidste år.

Tidligere har en 44-årig far og hans 19-årige søn, samt en 24-årig mand været i retten for våbenbesiddelse i forbindelse med den våbenhandel, der skulle finde sted på adressen i Almegade i Rønne. Her fik faren en dom på to år og tre måneder og sønnen en dom på to år og fire måneder, som det er standard for våbenbesiddelse, mens den 24-årige fik 10 måneders fængsel.

Våbenhandlen blev dog afbrudt af et røveri begået af de seks unge mennesker, som nu er blevet dømt. Den ene af de seks tog pistolen med til Galløkken, hvor en 67-årig mand fandt den.

Han valgte at tage den med hjem og undersøge den i stedet for at aflevere den til politiet. Derefter lagde han den tilbage på findestedet. Det var hans samlever, der først fem dage senere afleverede pistolen til politiet.

Den 67-årige mand fik to års fængsel for våbenbesiddelse.

 

FÅ ABONNEMENT