Politiet efterlyser offer for vold i Netto

Politiet efterlyser offer for vold i Netto
Bornholms Politi efterlyser en mand, som blev udsat for vold i Netto på Store Torv i Rønne den 19. januar. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 23. FEB 2024 • 10:21
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
23. FEB 2024 • 10:21

To formodede gerningsmænd er sigtet efter overfald i køen i Netto. Politiet leder efter offeret.

En mand blev den 19. januar udsat for vold i Netto på Store Torv i Rønne, da han ved kassen fik kastet forskellige varer på sig af to gerningsmænd. Politiet efterlyser nu offeret for denne handling.

De to gerningsmænd provokerede en mand, som de forsøgte at kaste en liter mælk og en energidrik efter. Genstandene ramte dog en anden mand, der også stod ved kassen. Han undlod at konfrontere mændene og har heller ikke meldt hændelsen til politiet, fortæller politiet.

Bornholms Politi har fundet de formodede gerningsmænd og sigtet dem for vold, men ved fortsat ikke, hvem offeret er. Derfor efterlyser man manden, som vurderes til at være mellem 25-35 år.

"Det er ikke så tit, at vi står i en sag, hvor vi må efterlyse den forurettede part, men det gør vi denne gang. Selvom manden måske ikke føler, at han er kommet til skade eller lignende, så er der tale om et voldeligt overfald, og derfor har vi også brug for at høre hans version af sagen. Manden kan muligvis også være berettiget til at modtage erstatning, så af flere årsager vil vi meget gerne i kontakt med ham", fortæller vicepolitiinspektør Allan Bredahl, som er linjechef for beredskabet hos Bornholms Politi.

Situationen udspillede sig den 19. januar omkring klokken 20.30.

"Vi har god overvågning fra stedet, og vi har også fundet og sigtet de to gerningsmænd, så sagen kommer til at køre under alle omstændigheder, men vi vil meget gerne have belyst sagen fra alle sider", fortæller Allan Bredahl.

Er man eller kender man manden, som blev ramt af genstandene, kan man henvende dig til politiet på telefon 114.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT