I weekenden forlød det, at fredagens overfald i Bodilsker blandt andet skete med en økse, men det var ikke noget, anklagefuldmægtig ved Bornholms Politi Adam Høyer Sarhan ville bekræfte, da fire personer lørdag blev varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på manddrab.
– Det er både slagvåben og stikvåben, de fire er sigtet for at have anvendt, svarede han, da han blev spurgt, om en økse havde været involveret.
Nu bekræfter Bornholms Politi imidlertid, at manden i Bodilsker er blevet overfaldet med blandt andet en økse.
"Fredag morgen fik vi en anmeldelse via 112 fra en adresse på Gadegårsvej i Bodilsker. En mand var blevet overfaldet med blandt andet en økse af flere personer", skriver politiet i den døgnrapport, der er offentliggjort mandag formiddag.