Ifølge DR har tyske medier, heriblandt Die Zeit, nu afsløret, at efterforskere har identificeret den båd, der lå i havn på Christiansø. Det siges at være en yacht, som blev lejet af et firma med base i Polen. Firmaet er tilsyneladende ejet af to ukrainere.
– Det er vildt, siger Søren Thiim Andersen, der først og fremmest har svært ved at rumme tanken om, at der har ligget en båd for anker i den lille idylliske havn på Christiansø, hvis besætning efter al sandsynlighed har stået bag et sabotageangreb mod to gasledninger "lige uden for vores hoveddør", som han siger.
– De har været her en sommerdag med nogle anderledes hensigter end andre, der gæster øen. Det er svært at tro, siger Søren Thiim Andersen.
Men da terror og sabotage ikke er emner, der fylder, når glade gæster vrimler rundt på øen, kan der sagtens være noget, han og de øvrige christiansøboer har overset.
– Der ligger normalt noget i retning af 30 både i havnen i september. En polsk båd forsvinder hurtigt i mængden.