Dømt for at fælde fem træer hos naboen

TOPNYHED | 16. AUG 2024 • 14:15
TOPNYHED
16. AUG 2024 • 14:15

En 66-årig sommerhusejer fra Listed blev fredag idømt en bøde på 15.000 kroner for at have fældet fem asketræer på nabogrunden uden naboens skriftlige samtykke.

Sagen var for retten for en uge siden, og her påstod tiltalte, at skovejeren, eller en person med myndighed til at indgå aftaler på skovejerens vegne, havde givet ham tilladelse til at fælde træerne under en samtale tidligere på året. Samtalen fandt sted i skoven, der støder op til sommerhusejerens grund, og sidstnævnte udtrykte bekymring for fem asketræer, der stod tæt på skel. Sommerhusejeren fortalte i retten at han havde forklaret personen at han siden opførelsen af sommerhuset havde været bekymret for fem asketræer, fordi de svajede meget i hård vind. Frygten gik ifølge sommerhusejeren på, at træerne skulle vælte ind over hans grund og ødelægge materiel ejendom eller i værste fald ramme eventuelle personer i eller udenfor huset.

Sommerhusejeren påstod i retten, at manden i skoven havde givet ham tilladelse til at fælde de fem træer med ordene: "Dem tager I bare".

Sagsøger, som er søn af skovens ejer, nægtede at en sådan udveksling havde fundet sted, og det var da også ham, der havde tilkaldt politiet, da han i marts opdagede at de pågældende træer var væk. Hanmente, at der var tale om en ulovlig fældning, og krævede fængselsstraf og 294.000 kroner i erstatning.

De 15.000 kroner er fordelt på ti dagbøder på 1.500 kroner. Spørgsmålet om erstatning henvises til et civilretsligt søgsmål, idet retten vurderer, at der ikke er tale om groft, men almindeligt hærværk.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT