Derfor lykkes Jacob Trøst – hvis han gør

Bornholms kommende borgmester er i alle aviser, og det samme er særligt det spraglede tæppe af partier, der gjorde den konservative politikommissær til regionskommunens øverste chef. Bag ham var en valgkamp, hvor han gik stort set under radaren, selvom hans løfter var mange og dyre. At han beskrev sig som et friskt og ubeskrevet blad satte vælgerne i stand til at læse præcis det ind i ham, som de gerne ville se. Træder han i karakter under trængsler, og indfrier han det håb, der fik ham valgt, kan han godt sidde længe og succesfuldt. Men gratis bliver det ikke, og for borgmestre lurer ulvene mellem øens klipper.

Jacob Trøst havde ikke været kommende borgmester i bare en halv time, da den måske første, en skuffet fremtrædende socialdemokrat, dømte hans kommende projekt til at blive en fiasko.

En konservativ borgmester uden erfaring fra en kommunalbestyrelse? Sat ind på posten af Dansk Folkeparti – og Enhedslisten? Skuffelsen over ikke selv at skulle følge den usædvanlige konstellation fra første parket på Rønne Rådhus var tydelig at mærke hos socialdemokraten.

– Det bliver så nemt at være opposition! Aldrig vil det have været så nemt! De bliver jo deres egen opposition! sagde socialdemokraten nu næsten også begejstret ud i novembernatten over Green Solution House.

– Hvor bliver det sjovt at se, når Morten Riis vil have flere flygtninge hertil. Eller når han vil have højere skat på virksomhederne. Eller hvad med alle klimatingene, som DF ikke vil have?

Socialdemokraten bevægede sig ned mod sin bil. Tilbage stod man med fornemmelsen af, at listen kunne have været længere endnu, havde klokken ikke været tæt på tre om natten.

De skrev det anderledes, men det samme bar igennem, da de landsdækkende medier selvfølgelig også kom omkring det bornholmske kommunalvalg.

"Forestil dig en verden, hvor de konservatives Søren Pape Poulsen bliver landets statsminister. Det sker på Enhedslistens nåde, efter at venstrefløjspartiet er blevet det klart største parti. Sammen er de to partier gået i regering med opbakning fra Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti", skrev TV2 Nyhederne.

"Det lyder alt sammen en kende urealistisk, ikke?"

"En episk socialdemokratisk sammensmeltning har skabt en bizar politisk konstruktion på Bornholm. Den konservative Jacob Trøst tager borgmesterkæden på Enhedslistens mandater", skrev dagbladet B.T.

Det afdæmpede politiske specialmedie Altinget nøjedes mere afmålt med at tale om "en af de mere overraskende konstitueringer ved kommunalvalget", men i et andet medie uden hang til sensations-overskrifter fik Bornholm nemt klemt sig ind i Kristeligt Dagblads opsummering, der blev solgt som "Fra kupforsøg til valglussinger: Her er de ni vildeste historier fra valgnatten".

Velkommen på forsiden, Bornholm! Har vi undret os selv, er vi ikke alene. For hvordan skal den her helt nye måde at dele magten over regionskommunen, ja faktisk over nogen kommune, nu spænde af? Tidligere minister Søren Pind har også sine tvivl.

"Bornholm illustrerer moderne politiks problem. En koalition mellem kommunister, konservative, kristelige – og nationalister. Hvordan skal almindelige mennesker finde fodfæste og identifikation i det? Godnat" skrev han på Facebook. Og så var den nat, han sigtede til, såmænd ikke en gang selve valgnatten, men den mellem onsdag og torsdag.

Det er let nok at pege på problemer, knaster, ja rene minefelter for den nye koalition på Bornholm. Nogle af dens ledende folk er da også helt åbne omkring det.

Tag nu René Danielsson (DF). Socialudvalgets kommende formand har allerede sagt det. At han for eksempel aldrig havde troet, at han skulle skrive under på noget papir, der døber kommunalbestyrelsens centrale og koordinerende udvalg om til "økonomi- og klimaudvalget". Og at der også bliver ballade, hvis Enhedslisten en gang mere gerne vil have flere flygtninge til Bornholm end det antal, der hvert år bliver udmålt fra Indenrigsministeriet.

Og igen, som med den skuffede socialdemokrat: Også Danielssons liste kunne være længere endnu.

Alt det her er også kommende borgmester Jacob Trøst blevet spurgt til. Selvfølgelig. Hans svar til kommunalmediet DK Nyt rammer sømmet mest rent. Her omdefinerer Jacob Trøst simpelthen Det Konservative Folkeparti af 1915 fra et parti pænt til højre for midten – til her på Bornholm at være midterparti.

"Konservative er nok det parti, der kan samle på midten, som står imellem de to partier. Vores profil passer både til Enhedslisten og Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, så derfor er der blevet peget på mig", sagde han dagen derpå.

Sandt er det da også, at Konservative står om ikke midt imellem, så i hvert fald mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Ikke mindst i den måde, som Jacob Trøst selv fortolker det at være konservativ på. Han beskriver sig selv som socialkonservativ og dermed på partiets venstrefløj, der rækker pænt ind mod midten.

Tænk Connie Hedegaard og før hende Per Stig Møller. De er begge socialkonservative, og det er en anderledes størrelse end de nationalkonservative, de politi- og militærkonservative og gruppen af "Lavere skat"-konservative.

Det er den ene ting, men der er også en anden og vigtigere. Kommunalpolitik er nede på jorden. Det handler om det nære, og ikke mindst handler kommunalpolitik om relationer, tillid og personlig kemi. Det handler også om hvem, der har fælles interesser, og det kan man sagtens have, også som meget forskellige partier. Socialdemokratiet og Venstre viste det samme med deres forhåndsaftale om at holde sammen i tirsdags.

Det nye bornholmske alliance kan sagtens blive bæredygtig. Ikke mindst fordi de fire partier selv bestemmer, om den skal være bæredygtig eller ej. Så længe de stemmer af med hinanden på forhånd, bøjer sig lidt her og bukker og nejer lidt der og viser hensyn, kan de tælle til 15 mandater og have flertal.

Hver for sig afgør de selv, om de vil provokere et eller flere af de andre partier med forslag, der vil skabe konflikt. Og det er ikke i nogen af de fires interesse. Ingen bliver gift eller bare forlovet med noget ønske om at skændes med det samme. Hvorfor dræbe tillid og sætte god kemi på spil for noget, der alligevel er rene slag i luften?

Så ingen skal vente på Enhedslisten-forslag om at sætte skatten i vejret. Hvad nytte skal det gøre, når der alligevel ikke er flertal for det? Sådan vil det være med mange sager.

For alle fire partier er der også imagepleje i det. Alle fire har haft spørgsmål at besvare bagefter. Fra medierne først, fra deres bagland, snart også fra vælgere, der måske kan have svært ved at forstå, hvordan en stemme på Dansk Folkeparti kunne give Enhedslisten hele tre udvalgsformænd.

Når det sker, vil Morten Riis, Bjarne Hartung Kirkegaard, René Danielsson og Linda Kofoed Persson alle være henvist til at forklare og forsvare, hvad de valgte at gøre i tirsdags. Og for hver åbenlys uenighed blandt de fire partier vil den fortælling blive sværere at give.

Der er politiske uenigheder, jo, men lige nu er der mest enighed. Dette valg blev et børn- og ungevalg, og her er de fire partier enige om at gøre både noget andet og mere end det, som Socialdemokratiet og Venstres budget lagde op til.

Allerede derfor er de desuden enige om at ville åbne budgettet igen og starte forfra. Uden et rådhusprojekt og uden Snorrebakken. Det var valgtema 2, der også allerede er på plads og klappet af med det samme. Valgtema 3 blev behovet for ny arbejdskraft, i praksis også tilflyttere. Her skabte de fire partier et nyt udvalg, der ikke skal have fokus på andet, kæmpestort og fuldt af forskellige facetter, som hele det felt da også er.

Valgtema 1, 2 og 3 kom på plads på tre timer. Så langt når man sjældent, og når man gør det, skyldes det en vilje til at lykkes.

En vinkel mere handler om kultur. Hvilket ansigt skal kommunen have, og hvilken forvaltningskultur skal være den, som kommunen møder sin omverden med? Lige under vandoverfladen har det tema luret, ind imellem for at stikke næsen op. Mest åbenlyst og synligt da Dansk Folkeparti også gik til valg på at afskaffe posten som kommunaldirektør (Bornholm har stadig en sådan, kunne den konservative Iben Busch bagefter berette fra forhandlingslokalet. For som hun også gerne medgav: Spørgsmålet her var faktisk pludselig blevet relevant).

Det har ligget i læserbreve og vist sig på en del vælgermøder. Nedenunder alt det mere håndfast politiske handlede dette valg også om regionskommunens identitet: Åben eller lukket, båret af frie ansatte eller båret af ansatte tynget af frygt for at udtale sig?

Partierne her sagde allesammen nej til spærretid. De sagde også alle nej til det smalle forlig om budgettet. Det gjorde også andre, som de ikke tog med, men andre grunde lå bag, at for eksempel Bornholmerlisten ikke blev inviteret ind i forhandlingslokalet. Det modsatte Enhedslisten sig, og Dansk Folkeparti havde også sine grunde.

Rent bortset fra at Bornholmerlistens to mandater ikke var nødvendige, kun ville give flere krav at møde og en mere kompliceret kabale at lægge – og give endnu en part at tilgodese med poster. Mange har undret sig, men forklaringen er simpel: Derfor kom Bornholmerlisten ikke med, og derfor fik vi ikke femkløveret.

For kommende borgmester Jacob Trøst rent personligt lurer andre faldgruber. Han har aldrig før siddet i nogen kommunalbestyrelse, før han nu skal være leder af en.

Han har heller aldrig haft et stort embedsværk under sig. Til rådighed for sig, det er den positive del: Stikker han en retning ud, skal hans embedsværk følge den retning. Bestiller han en afrapportering om en uge, skal den falde om en uge. Siger han "Gå mod nord", skal det ske.

Men siger han ingenting, siger han for lidt, eller er han ikke klar nok, er hans risiko til gengæld ganske klar: Så bliver det ham, der følger den og de veje, som hans embedsværk da vil have pligt til at foreslå ham. Se "Javel hr. minister", gammel engelsk tv-serie: I ekstreme tilfælde bliver den politiske chef reduceret til figuren, der skriver under på den stiplede linje allernederst.

Til hjælp i det spil har Jacob Trøst frem for alt Dansk Folkeparti, hvor René Danielsson og Linda Kofoed Persson længe og åbent har luftet deres modstand mod tingenes tilstand, særligt i tiden efter Winni Grosbøll.

Jacob Trøst ser også en værdifuld støtte i Bjarne Hartung Kirkegaard (KD), der uden at have alverdens meget på spil rent personligt kan lægge 35 års erfaring bag en ny borgmester, som han har klar interesse i at hjælpe til at lykkes. På kort tid er der også kommet god kemi og tillid mellem Jacob Trøst og viceborgmester Morten Riis, der også er politiker på fuld tid og dermed også har det privilegium, som normalt kun borgmesteren har.

For at det kan lykkes taler også, at Jacob Trøst er politiofficer. Han er trænet i at finde de motiver, der får mennesker til at handle, som de gør. Han beskriver sig selv som en menneskekender. Og han får brug for det hele, for i den grad, som han aldrig før nu er stødt på, vil han snart til alle sider være omgivet af personer, der har (mindst) et motiv til at handle, som de gør over for ham.

På de ydre linjer kan han blive enormt succesfuld. Jacob Trøst kan blive vældig populær. Men det kræver ufravigeligt, at han og hans nye alliance leverer på de løfter, som de gav og også brugte tid på at nå hinanden omkring i forhandlingslokalet.

På de ydre linjer kan han blive enormt succesfuld. Jacob Trøst kan blive vældig populær. Men det kræver ufravigeligt, at han og hans nye alliance leverer på de løfter, som de gav og også brugte tid på at nå hinanden omkring i forhandlingslokalet.

Om fire år skal han kunne vise bedre vilkår og klare resultater for Bornholms børn og unge. Han skal også kunne vise, at Bornholm nu fire år forsinket er kommet klart op i gear med at skaffe ny arbejdskraft og blive nogle flere til at løfte på Bornholm. For nogle vil det desuden vægte, om han har kunnet fjerne det åg af frygtsomhed, som mange af kommunens ansatte kun tør hviske om i dag.

I valgkampen havde han det nemt. Hans og Konservatives løfter var mange og dyre. Det var småt med forklaringer på, hvordan pengene skal skaffes til det hele. Der var meget om hvem, der skulle have, men mindre om hvem der skulle afgive.

Det meste af det hele gik helt under mediernes radar, fordi der stod Thomas Thors, Morten Riis og Søren Schow på den radar.

Også derfor fik Jacob Trøst og Konservative let spil til at ville give om ikke alt til alle, så i hvert fald rigtig meget til mange. Og Trøst fik lang snor til på lange stræk at være alt for alle – rent psykologisk at være lige nøjagtigt den, som hver enkelt vælger ønsker og drømmer om, at han er. På et tidspunkt, hvor mange ville have forandring, men hvor alle måske ikke ville samme slags forandring.

Kan han forløse mange af de drømme, kan han sagtens sidde længe. Og bliver han det håb om noget nyt og anderledes, som mange vælgere læste ind i ham, kan han få et kanonvalg om fire år, præcis som Winni Grosbøll fik for otte år siden. I så fald er der indtil flere andre partier, der ikke har set de sidste trængsler endnu.

Mellem nu og den tid ligger fire års benhårdt arbejde. Hvem Jacob Trøst virkelig er vil træde frem – og desto mere når pengene bliver knappe og vennerne måske også færre end i dag.

Hans potentiale er stort, men intet er gratis, og der vil også være dem, der ønsker, at han ikke skal lykkes. Og ikke kun den skuffede socialdemokrat på parkeringspladsen foran Green Solution House.