Over 40 flyafgange til og fra Beirut er aflyst tirsdag

24. SEP 2024 • 10:49UDLAND

Efter mandagens blodige angreb i Libanon aflyser flere luftfartsselskaber afgange til og fra Beirut.

En række fly til og fra lufthavnen i Libanons hovedstad, Beirut, er aflyst tirsdag.

Det fremgår af lufthavnens hjemmeside.

Tirsdag formiddag er 15 ankomster i løbet af dagen aflyst, mens 29 afgange er aflyst.

Flere luftfartsselskaber - heriblandt Etihad Airways og Qatar Airways - har meddelt, at afgange til Beirut er aflyst tirsdag som følge af situationen i Libanon.

Qatar Airways har oplyst, at alle afgange til og fra lufthavnen i Beirut er midlertidigt suspenderet indtil onsdag.

- Vores passagerers sikkerhed er fortsat vores højeste prioritet, lyder det fra selskabet i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mandag intensiverede Israel landets angreb på Libanon.

Siden mandag morgen er mindst 492 personer blevet dræbt i israelske angreb i Libanon ifølge det libanesiske sundhedsministerium.

Angrebene er ifølge en talsperson fra den libanesiske regering de mest dødelige, siden landets 15 år lange borgerkrig som sluttede i 1990.

Andre medier som eksempelvis CNN skriver, at det er den dødeligste dag i Libanon siden 2006, hvor der også var krig mellem Israel og Hizbollah.

Her blev mere end 1100 libanesere inklusive 250 militante fra Hizbollah dræbt. På den israelske side blev 121 soldater og 43 civile dræbt, skriver CNN.

Optrapningen i Libanon sker, efter at Hizbollah-medlemmers personsøgere og walkie-talkies i sidste uge eksploderede.

Her blev omkring 40 personer dræbt, mens flere end 3000 personer ifølge meldinger blev såret.

Hizbollah hævder, at Israel står bag eksplosionerne, men det har den israelske præsident, Isaac Herzog, afvist.

Qatar Airways forbød efterfølgende alle passagerer, der rejser fra lufthavnen i Beirut at medbringe en personsøger eller en walkie-talkie. Forbuddet gælder både indtjekket bagage, håndbagage og fragt.

Mandag meddelte det israelske militær (IDF), at Israel på under 24 timer ramte 1300 forskellige Hizbollah-mål i Libanon. Det drejer sig blandt andet om steder, hvor der ifølge Israel opbevares våben.

Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, sagde tidligere mandag i en orientering, at Israel vil fortsætte med at angribe Hizbollah-mål i Libanon, indtil israelere kan vende tilbage til deres hjem i det nordlige Israel.

Siden Hamas-bevægelsens angreb på Israel i oktober sidste år og Israels efterfølgende offensiv i Gaza har Hizbollah affyret raketter mod det nordlige Israel.

Hizbollah er allieret med Hamas, og begge bevægelser støttes af Iran.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT