558 personer meldes dræbt siden mandag i Libanon
Over 500 personer er blevet dræbt i israelske angreb ifølge Libanon. 50 af de dræbte er børn, lyder det.
Israelske angreb har dræbt 558 personer i Libanon siden mandag.Det siger den libanesiske sundhedsminister, Firass Abiad.
50 af de døde er ifølge ministeren børn, mens 94 er kvinder.
Foruden de dræbte er 1835 personer blevet såret, lyder det.
Mandag intensiverede Israel landets angreb på Libanon. Optrapningen sker, efter at Hizbollah-medlemmers personsøgere og walkie-talkies i sidste uge eksploderede.
Her blev omkring 40 personer dræbt, mens flere end 3000 personer ifølge meldinger blev såret.
Hizbollah hævder, at Israel står bag eksplosionerne, men det har den israelske præsident, Isaac Herzog, afvist.
Siden Hamas-bevægelsens angreb på Israel i oktober sidste år og Israels efterfølgende offensiv i Gaza har Hizbollah affyret raketter mod det nordlige Israel fra Libanon.
Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, sagde i en orientering mandag, at Israel vil fortsætte med at angribe Hizbollah-mål i Libanon, indtil israelere kan vende tilbage til deres hjem i det nordlige Israel.
Tidligere tirsdag meddelte Israels militær, at det fortsat udfører luftangreb på Hizbollahs infrastruktur og våbenlagre i det sydlige Libanon.
- I løbet af de seneste få timer har IAF (det israelske luftforsvar, red.) ramt Hizbollah-terrormål i det sydlige Libanon herunder affyringsramper, terrorinfrastruktur og bygninger, hvor våben blev opbevaret, udtaler det israelske militær i en meddelelse tirsdag ifølge AFP.
Kort før middag tirsdag skriver det israelske militær på X, at kampfly har afsluttet den anden angrebsbølge, som blev indledt tirsdag morgen.
Også Hizbollah har i de tidlige morgentimer tirsdag udført angreb mod Israel. Ifølge bevægelsen har den ramt en fabrik, der producerer sprængstoffer, 60 kilometer inde i Israel.
Israels militær har meddelt, at over 50 raketter er blevet affyret fra Libanon mod det nordlige Israel.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men flere bygninger skal være blevet beskadiget.
De israelske angreb i Libanon har ifølge FN's flygtningeorganisation UNHCR tvunget titusindvis af personer til at flygte fra deres hjem i Libanon.
En libanesisk embedsmand har kaldt Israels angreb mod Libanon for de mest dødelige siden landets 15 år lange borgerkrig, som sluttede i 1990.
CNN har beskrevet mandag som den mest dødelige dag i Libanon siden 2006. Også dengang var der krig mellem Israel og Hizbollah.
I løbet af 34 dage i sommeren 2006 blev mere end 1100 libanesere inklusive 250 militante fra Hizbollah dræbt.
På den israelske side blev 121 soldater og 43 civile dræbt, skriver CNN.
Hizbollah er allieret med Hamas, og begge bevægelser støttes af Iran.
/ritzau/Reuters