Von der Leyen undveg spørgsmål om Zelenskyjs bekymring

19. DEC 2024 • 23:12UDLAND

Europæiske sikkerhedsgarantier er ikke nok til at beskytte Ukraine, sagde Zelenskyj på EU-topmøde.

Kan Europa alene forsvarer Ukraine - eller kræver det opbakning fra USA?

Det spørgsmål blev rejst på EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

Her skar Ukraines præsident, Zelenskyj, igennem med en kontant udmelding om, at europæiske sikkerhedsgarantier ikke er nok for Ukraine.

- Det er umuligt kun at diskutere dette med Europa. Sande garantier for os nu eller i fremtiden er Nato, siger Zelenskyj, der derfor ønsker USA's involvering i samtalerne.

Udmeldingen udstiller, at Europa i Zelenskyjs optik vil være afhængig af Donald Trump for at sikre det krigshærgede land efter en våbenhvile.

Ellers vil der ifølge Zelenskyj være risiko for, at Putin genoptager krigen efter nogle få måneder eller år.

Da EU's topledelse på pressemødet efter torsdagens topmøde blev spurgt til, om Ukraines sikkerhed kun kan garanteres med hjælp fra USA, kom der dog ikke noget klart ja eller nej til spørgsmålet.

I stedet henviste Ursula von der Leyen til en række af de ting, som europæiske lande har gjort og vil gøre for at støtte Ukraine militært.

- Nogle af vores medlemslande har allerede indgået bilaterale sikkerhedsarrangementer med Ukraine. Det er godt.

- Men vi skal selvfølgelig også vide mere om den nye amerikanske præsidents planer, siger von der Leyen.

Hun henviser dermed til, at der i Europa er stor usikkerhed om, hvorvidt Donald Trump vil trække USA's militære støtte til Ukraine. Og om han vil presse Ukraine til fredsforhandlinger, som han gav udtryk for i valgkampen.

Derfor fokuserer EU-toppen og EU-landenes stats- og regeringsleder nu på at vise Trump, at Europa gør meget for at støtte Ukraine militært. Det sker i håbet om, at Trump dermed vil være mere åben for at fortsætte USA's militære støtte.

På EU-plan vil EU-landene ifølge von der Leyen blandt andet give 50 milliarder euro i militærstøtte til Ukraine og træne 65.000 ukrainske soldater.

- Og vi vil styrke den ukrainske forsvarsindustri.

- Vi skal investere penge ikke i vores egen forsvarsindustri, men i den ukrainske forsvarsindustri, siger von der Leyen.

Hun undlod dermed at svare på, om Europa kan forsvare Ukraine uden hjælp fra USA.

Om den hjælp vil komme får Ukraine og Europa måske mere indsigt i, når Donald Trump bliver indsat som præsident den 20. januar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT