FN: Domstol skal vurdere Israels nødhjælpsforpligtelser
Den øverste FN-domstol skal udtale sig, mens israelsk forbud mod FN-organisation er på vej.
FN's Generalforsamling har torsdag stemt for et forslag om at få Den Internationale Domstol (ICJ) til at komme med en vejledende udtalelse om Israels forpligtelser til at lade nødhjælp komme frem til palæstinensere.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de 193 medlemmer af Generalforsamlingen stemte 137 for, 10 imod, og 22 afstod fra at stemme.
Det var Norge, der havde bragt resolutionen til afstemning.
Forslaget kom som en reaktion på et kommende forbud mod UNRWA i Israel samt andre forhindringer, som nødhjælpsarbejdet i Gaza står overfor.
UNRWA er FN's organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. De beskrives fra flere sider som fundamentet for nødhjælpsarbejde i Gaza.
UNRWA-forbuddet skal gælde fra slutningen af januar.
I resolutionen, som blev vedtaget torsdag, udtrykkes der "dyb bekymring for den alvorlige humanitære situation på det besatte palæstinensiske område".
Den "opfordrer Israel til at opretholde og leve op til forpligtelser om ikke at hindre det palæstinensiske folk i at udøve sin ret til selvbestemmelse".
FN anser Gaza og Vestbredden for at være israelskbesatte områder.
Folkeretten kræver, at besættelsesmagter accepterer nødhjælpsindsatser for folk i nød og sikrer mad og visse sundhedsstandarder.
Den nye israelske lov forbyder ikke UNRWA, at operere i Gaza og på Vestbredden. Men den vil i alvorlig grad hindre organisationens arbejde ved at forbyde den i Israel, som kontrollerer grænseovergange.
Den Internationale Domstol blev oprettet af FN i 1945 og er FN's øverste domstol.
Dens vejledende udtalelser har juridisk og politisk betydning. De er dog ikke bindende. Domstolen har heller ikke magt til at håndhæve dem.
Israel har et særdeles dårligt forhold til UNRWA, som landet har beskyldt for at have forbindelser til terror.
Blandt andet har Israel beskyldt UNRWA for, at flere af organisationens ansatte var involveret i den militante bevægelse Hamas' angreb 7. oktober 2023.
FN sagde i august, at ni UNRWA-ansatte muligvis var involveret i overraskelsesangrebet 7. oktober. De pågældende er blevet fyret.
/ritzau/Reuters