Von der Leyen efter Trump-sejr: Europa skal tage mere ansvar

7. NOV 2024 • 12:50UDLAND

Von der Leyen vil samarbejde "på en god måde" med Trump, som hun kender fra hans første præsidentperiode.

Europa skal tage ansvaret i egne hænder.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, dagen efter at Donald Trump vandt det amerikanske valg.

Dermed sætter hun ord på den samtale, som ventes at forløbe på det første topmøde for EU-landenes ledere efter afgørelsen på det amerikanske valg.

På vej ind til topmødet i Det Europæiske Politiske Fællesskab i Budapest, siger von der Leyen:

- EU skal holde kursen og allervigtigst tage ansvaret i vores egne hænder.

- Når vi står sammen alle 27 lande, så har vi meget indflydelse, siger Ursula von der Leyen.

Også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mener, at Europa må tage kontrol over sin egen historie i et afgørende øjeblik for kontinentet, hvor Rusland fortsætter sin invasionskrig i Ukraine, og Kina udfordrer europæiske virksomheder.

- Vi kan ikke blive ved med at outsource Europas sikkerhed til USA, siger Macron.

På torsdagens møde skulle EU-landenes ledere blandt andet tale om krigen i Ukraine, eskaleringen i Mellemøsten og migration.

Men Europas forhold til et USA med Donald Trump i spidsen kan ikke undgå at fylde. Ikke mindst fordi der fortsat hersker stor usikkerhed om, præcis hvilken linje Trump vil føre over for Europa.

Det gælder blandt andet i forhold til, om USA med Trump i spidsen reelt vil leve op til Natos artikel fem om at forsvare andre Nato-lande under angreb.

Og om Trump vil gøre alvor af at presse en hurtig fredsløsning igennem i Ukraine.

I modsætning til da Trump vandt i 2016, har flere af de europæiske ledere dog denne gang erfaringer fra Donald Trumps første præsidentperiode, som de kan dele.

Det gælder også Ursula von der Leyen, der blev formand for EU-Kommissionen i 2019.

- Vi vil samarbejde med den nye Trump-administration på en god måde. Jeg har erfaringer med at samarbejde med Donald Trump fra hans første periode, så der er noget at bygge på.

- Det er vigtigt, at vi sammen analyserer, hvad vores fælles interesser er og arbejder ud fra det, siger Ursula von der Leyen uden dog at sætte ord på, hvor fællesmængden ligger.

I Europa er der blandt andet bekymring for, at Trump vil udfordre klimadagsordenen, øge tolden på europæiske varer og kræve markant højere europæisk forbrug på forsvar.

Også Trumps tilgang til krigen i Ukraine ventes at udfordre den europæiske linje.

Mens statsminister Mette Frederiksen (S) og hovedparten af de europæiske ledere ønsker at lade Ukraine afgøre, hvordan og hvornår der skal forhandles om en afslutning på krigen, så vil Trump have hurtige fredsforhandlinger.

Det samme vil torsdagens vært for mødet i Budapest, Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Orbán har været udsat for hård kritik fra andre EU-lande, efter at han kort efter Ungarn i juli indledte sit formandskab for EU valgte at besøge Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Besøget var del af en "fredsmission", som skal afslutte krigen i Ukraine, lød forsvaret fra Viktor Orbán.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT