Præsident er klar til at udskrive valg under tysk regeringskrise

7. NOV 2024 • 12:10UDLAND

Den tyske koalitionsregering er gået i opløsning efter fyring af finansminister og flere ministres opsigelse.

Tysklands præsident er klar til at udskrive valg under krisen i den tyske regering efter fyringen af finansminister Christian Lindner.

Det siger præsident Frank-Walter Steinmeier på et pressemøde.

- Jeg er klar til at opløse parlamentet efter en tillidsafstemning, siger Steinmeier torsdag formiddag.

Det er uklart, hvornår en tillidsafstemning kan blive afholdt.

Forbundskansler Olaf Scholz har planlagt en afstemning 15. januar, mens lederen af oppositionen, CDU-formand Friedrich Merz, kræver en tillidsafstemning snarest og senest i næste uge.

Præsidenten har kun beføjelse til at udskrive valg, hvis Olaf Scholz taber en tillidsafstemning i det tyske parlament, Forbundsdagen.

Scholz fyrede sin finansminister onsdag aften, og derefter meddelte tre andre ministre selv deres afgang.

Lindner og de tre øvrige ministre er alle fra partiet De Frie Demokrater (FDP), mens Scholz er socialdemokrat fra SPD.

Én minister, transportminister Volker Wissing, vil dog forsøge at holde fast i sin post ved at forlade FDP og blive løsgænger, skrev nyhedsbureauet dpa tidligere torsdag.

- Det er ikke tiden til taktik og tricks, men til fornuft og ansvar, siger Steinmeier på pressemødet.

Han siger også, at koalitionsregeringens opløsning er en krise, "som vi skal lægge bag os", men at det ikke er "verdens undergang".

Forbundskansler Olaf Scholz skal torsdag eftermiddag holde møde med CDU-formand Friedrich Merz om situationen efter regeringskollapset.

Ud over SPD og FDP var partiet De Grønne en del af regeringen.

Scholz har blandt andet begrundet sin fyring af Christian Lindner med, at Lindner ikke vil gå på kompromis, at han har opført sig respektløst, og at han har brudt kanslerens tillid.

En talsperson for regeringen oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at vicefinansminister Jörg Kukies fra SPD erstatter Lindner som finansminister.

Kukies anses for at være en nær allieret af Scholz.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT