Medie: Vicefinansminister fra SPD bliver ny tysk finansminister

7. NOV 2024 • 09:14UDLAND

Onsdag blev Christian Lindner fyret som finansminister i Tyskland, og koalitionsregeringen kollapsede.

Vicefinansminister Jörg Kukies fra det tyske socialdemokrati (SPD) bliver ny finansminister i Tyskland, oplyser den tyske tv-station ARD.

Det sker, efter at Christian Lindner fra partiet De Frie Demokrater (FDP) onsdag blev fyret som finansminister i den tyske koalitionsregering.

Fyringen medførte, at den tyske koalitionsregering kollapsede.

Koalitionen bestod af SPD, De Grønne og De Frie Demokrater.

Det fremgår endnu ikke, hvorfra ARD har oplysningen om valget af Jörg Kukies som ny finansminister.

En unavngiven kilde oplyser også til nyhedsbureauet Reuters, at Kukies bliver Tysklands næste finansminister.

Ud over at være vicefinansminister er Jörg Kukies departementschef i det tyske finansministerium.

Han har en fortid i blandt andet investeringsbanken Goldman Sachs.

Umiddelbart efter fyringen af Christian Lindner meddelte FDP, at alle partiets ministre ville trække sig fra koalitionsregeringen.

Foruden Christian Lindner drejer det sig om tre ministre.

Dog oplyser transportminister Volker Wissing fra FDP onsdag morgen, at han vil forblive minister. Det skal ifølge det tyske nyhedsbureau dpa ske, ved at han laver et partihop fra FDP til det tyske socialdemokrati, SPD.

Forbundskansler Olaf Scholz forklarede på et pressemøde onsdag aften fyringen med, at Lindner for ofte har brudt hans tillid.

Scholz sagde desuden, at Lindner har opført sig "respektløst", og kritiserede ham for kun at være interesseret i sine egne vælgere og sit eget parti.

Kansleren har varslet en tillidsafstemning i Forbundsdagen den 15. januar, hvilket vil kunne føre til tidligt valg den 15. marts.

Den konservative leder fra CDU, Friedrich Merz, kræver dog torsdag morgen, at der gennemføres en tillidsafstemning senest i næste uge.

Han siger videre, at der kan afholdes valg til Forbundsdagen, det tyske parlament, allerede i januar, skriver Reuters.

Merz mener altså ikke, at der er nogen grund til at vente til januar med at gennemføre tillidsafstemningen, som Scholz har varslet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT