Spansk politi finder historisk stor mængde kokain i banancontainer

7. NOV 2024 • 16:16UDLAND

Beslaglæggelsen af 13 ton kokain i Spanien er den næststørste, der nogensinde er registreret i Europa.

I Spanien har politi og toldere beslaglagt 13 ton kokain.

Det oplyser spansk politi ifølge The Guardian.

Politiet siger, at beslaglæggelsen af de 13 ton kokain er den næststørste, der er registreret i Europa, og en af de største i verdenshistorien.

Kokainen var skjult i en container med bananer, der var blevet sendt fra Guayaquil i Ecuador til den spanske havneby Algeciras.

Containeren blev opsnappet, da den ankom til Algeciras 14. oktober, fordi den ecuadorianske eksportvirksomhed bag forsendelsen var blevet sat i forbindelse med "ulovlig handel", lyder det fra spansk politi.

Det tilføjer, at den pågældende container indeholdt "en skærm" af kasser med bananer i.

- Bag skærmen var et større antal identiske kasser, der indeholdt blokke af kokain, der var blevet pakket således, at de passede nøjagtigt ind i kasserne.

Efter opdagelsen af den store mængde kokain godkendte en domstol i Algeciras ransagningen af fire ejendomme i Alicante og en ejendom i Madrid.

Efterfølgende blev en person anholdt i Toledo, skriver The Guardian.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om en kvinde. Hun var partner i den virksomhed, der skulle modtage containeren.

To direktører er desuden på flugt, skriver både The Guardian og Reuters.

Opdagelsen af de 13 ton kokain slår den tidligere spanske rekord fra 2023, hvor 9,4 ton kokain blev fundet. Det skete også i Algeciras, som er Europas fjerdestørste containerhavn ifølge Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT