Voldelige protester i Marseille beskrives som lille borgerkrig

4. JUL 2023 • 01:38UDLAND

Der er tegn på, at volden er begyndt at aftage i Frankrig. Det sker, mens borgmestre landet over kalder på ro.

De protester, der har præget Frankrig efter et skuddrab på en teenager i sidste uge, bliver af en brite bosiddende i Marseille beskrevet som "en lille borgerkrig".

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Benjamin Klene fra den britiske by Oxford beskriver ifølge nyhedsbureauet PA optøjerne og politiets tilstedeværelse som "forstyrrende" og "meget intens", skriver dpa.

Franske borgmestre har mandag ifølge nyhedsbureauet AFP holdt vælgermøder for at opfordre til at sætte en stopper for de voldelige sammenstød, der har præget lande siden skuddrabet i sidste uge.

Ifølge nyhedsbureauet sker det, samtidig med at der er tegn på, at volden aftager.

Samtidig har den franske præsident, Emmanuel Macron, mandag aften besøgt politibetjente i det 17. arrondissement i hovedstaden, Paris, for at "forsikre dem om sin støtte", oplyser en kilde fra præsidentkontoret ifølge AFP. Det er præsidentens første besøg her.

Arrondissementet ligger nær forstaden Nanterre, hvor skuddrabet fandt sted.

Frankrig har siden tirsdag aften været rystet af voldsomme uroligheder, der blev udløst af politiets skuddrab på en 17-årig dreng med nordafrikansk baggrund.

Drabet udløste vrede over politivold og racisme, som er udbredt, mener mange af Frankrigs indbyggere med indvandrerbaggrund.

Lørdag aften og natten til søndag foretog fransk politi mere end 700 anholdelser rundt om i landet.

Mandag eftermiddag var der ifølge dpa tegn på, at urolighederne i Paris lettede. Den 26-årige turist Peter Pam fortæller, at har haft "nul negative møder" med demonstranter.

- Jeg vidste ikke engang, at Frankrig var i problemer, eller at der var uro, før mine venner og min familie i USA sendte mig beskeder for at spørge, om jeg var okay, siger han til det britiske nyhedsbureau PA ifølge dpa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT