Viktor Orbán bakker Rutte op som kommende Nato-chef

18. JUN 2024 • 16:45UDLAND

Et løfte fra Mark Rutte har ifølge Viktor Orbán fået ham til at bakke Rutte op som kommende Nato-chef.

Ungarn er klar til at støtte den afgående hollandske premierminister Mark Ruttes kandidatur til posten som Nato-generalsekretær.

Det skriver den ungarske premierminister, Viktor Orbán, på det sociale medie X tirsdag eftermiddag.

Her skal Rutte ifølge Orbán havde bekræftet, at han vil bakke op om en aftale, der blev indgået mellem den nuværende Nato-generalsekretær, Jens Stoltenberg, og Ungarn sidste uge.

- I lyset af dette løfte, er Ungarn klar til at støtte premierminister Ruttes kandidatur til posten som Nato-generalsekretær, skriver Viktor Orbán på X.

Aftalen betyder, at Ungarn ikke skal indgå i militære operationer som følge af Ukraine-krigen.

Til gengæld lovede Orbán som en del af aftalen, at Ungarn fremover ikke vil spænde ben for beslutninger i forsvarsalliancen om at sende støtte til Ukraine i forbindelse med krigen mod Rusland.

Nato-beslutninger træffes i enstemmighed, så kandidater har brug for støtte fra alle 32 medlemmer.

Ungarn og Slovakiet var blandt de lande, der manglede at give grønt lys til Rutte.

Tidligere tirsdag meddelte også den slovakiske præsident, Peter Pellegrini, at Slovakiet er klar til at støtte hollænderen.

Rumænien har endnu ikke offentligt udtrykt opbakning til hollænderen. Landets præsident, Klaus Iohannis, har tilkendegivet, at han går efter Nato-topjobbet.

Sidste sommer blev også den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), nævnt på rygtebørsen til jobbet som Nato-generalsekretær.

Frederiksen har dog gentagne gang afvist, at hun er kandidat til en international post.

Ved det uformelle EU-topmøde mandag aften i Bruxelles var det blandt andet kabalen om EU-topposter, der skulle diskuteres.

Også her har Frederiksens navn været nævnt som en mulighed i en række medier. Men også de rygter, der især lød, at statsministeren var i spil til posten som EU-præsident, har Frederiksen afvist.

Meget tyder på, at det er Portugals Antonio Costa, der vil løbe med posten som EU's præsident efter belgiske Charles Michel.

Mødet mandag var ment som en første mulighed for at diskutere fordelingen af fire topposter i EU - nemlig posten som kommissionsformand, EU-præsident, udenrigschef og formand for EU-Parlamentet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT