USA's militær rammer eget fly med to piloter over Det Røde Hav
To amerikanske piloter slap uden alvorlige kvæstelser, da deres fly søndag blev ramt af deres egne styrker.
Et fly med to amerikanske piloter om bord blev søndag ved en fejl skudt ned af det amerikanske militær over Det Røde Hav nær Yemen.Det oplyser USA's militær ifølge nyhedsbureauet AP.
Begge piloter slap fra situationen uden alvorlige kvæstelser. En af dem pådrog sig dog mindre skader, skriver AP.
Nyhedsbureauet fremhæver hændelsen som et eksempel på, hvor farlig og anspændt situationen er ved Det Røde Hav. Houthibevægelsen, der hører til i Yemen, har det seneste år udført flere angreb i området.
Men søndag var der altså tale om friendly fire - på dansk egenbeskydning. Det er et begreb for, når egne eller allierede styrker beskyder hinanden.
USA's militær udførte lørdag angreb mod netop houthierne i Yemen.
Der var tale om luftangreb mod adskillige mål tilhørende houthierne i Yemens hovedstad, Sanaa. Herunder et missillager og en kontrolbygning.
Det oplyste USA's centralkommando (Centcom) i en meddelelse.
- Centcom-styrker gennemførte de tilsigtede angreb for at forstyrre og nedbryde houthioperationer såsom angreb mod den amerikanske flådes krigsskibe og handelsskibe, lød det lørdag ifølge nyhedsbureauet AP.
Det er ikke oplyst, om det amerikanske fly, der søndag fejlagtigt blev skudt ned af egne styrker, havde medvirket i nogen nylige operationer.
Ifølge den amerikanske centralkommando var det krigsskibet "USS Gettysburg", der "ved en fejl skød mod og ramte et F/A-18-fly".
Det amerikanske medie USNI News, der skriver nyheder om den amerikanske flåde, har bragt hele søndagens udtalelse fra Centcom.
Her lyder det, at piloterne fik skudt sig ud med et katapultsæde.
- To flådepiloter skød sig selv sikkert ud over Det Røde Hav i de tidlige morgentimer den 22. december, da deres F/A-18-fly blev skudt ned i, hvad der ligner en egenbeskydning, lyder det i udtalelsen.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvordan fejlen opstod.
Houthibevægelsen har med missiler og droner rettet angreb mod omkring 100 forskellige skibe i Det Røde Hav siden oktober sidste år, skriver AP.
/ritzau/