Ny hærenhed døjer med mangelfuldt materiel
En fortrolig rapport viser, at der er betydelige fejl i det udstyr, der er til rådighed for infanteribataljon.
En nyoprettet dansk infanteribataljon, der blandt andet har som opgave at kunne rykke hurtigt ud til verdens brændpunkter, oplever betragtelige fejl og mangler i det udstyr, soldaterne har til rådighed.Faktisk står det så galt til, at nogle af bataljonens enheder på nuværende tidspunkt slet ikke er klar til de opgaver, der venter.
Det viser en fortrolig rapport fra Hærens Taktikinspektører, som TV 2 er i besiddelse af.
Kontrolenheden har udarbejdet rapporten efter et ugelangt besøg hos den lette infanteribataljon, der har hjemsted hos Slesvigske Fodregiment på kasernen i Haderslev.
Blandt det udstyr, der vurderes som problematisk, er de morterer, som enheden bruger.
De er mere end 50 år gamle og kan ikke sigte tilstrækkeligt præcist. De fungerer desuden slet ikke i mørke.
Samtidig er soldaterne nødt til at bruge tape for at forhindre, at sigtemidlerne river sig løs.
Også når det gælder køretøjer, er der problemer. Enheden har ikke fået de lovede pansrede mandskabsvogne, og den har heller ikke adgang til militære ambulancer.
Forsvarskommandoen vil ikke kommentere lækkede oplysninger, men siger til TV 2, at enheden nok skal blive klar til tiden, og at den i tilfælde af, at den bliver indsat, vil kunne få den nødvendige støtte fra andre enheder.
Som et led i forsvarsforliget fra januar blev det aftalt, at Danmark fra og med 2025 skal kunne stille med et kompagni soldater, der kan indsættes med kort varsel til eksempelvis en Nato- eller FN-mission.
/ritzau/