Australiere får besked på at flygte fra skovbrand i nationalpark
Skovbrand i Victoria betyder, at myndighederne beder hundredvis af indbyggere om at forlade landsbyer.
En skovbrand, som fortsat ikke er under brandvæsenets kontrol, hærger i den australske delstat Victoria.Her er hundredvis af indbyggere på tværs af byer blevet bedt om at forlade deres hjem, fordi branden sandsynligvis vil fortsætte i løbet af de kommende dage.
Det melder australske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Evakueringsordren lyder, at indbyggere "øjeblikkeligt" skal forlade deres hjem, og instruktionen er kategoriseret med det højeste fareniveau muligt.
Den gælder området i og omkring delstatens nationalpark Grampians, som ligger knap 250 kilometer vest for den delstatslige hovedstad, Melbourne.
- Der er stadig meget brændsel i Grampians, som ikke er blevet afbrændt, så det bliver lidt af en udfordring i de kommende dage, siger Garry Cook, som er viceleder i Australiens brandvæsen, til det australske medie ABC.
Branden dækker for nuværende et areal på 340 kvadratkilometer, der primært består af buskads. Til sammenligning er Bornholms areal på cirka 589 kvadratkilometer.
Den opstod tirsdag som følge af lynnedslag. Flere byer, hvoriblandt de fleste ligger i afsidesliggende områder, er af myndighederne blevet beordret evakueret.
Det gælder blandt andet den mindre by Halls Gap, som har en befolkning på 495 personer.
Det fremgår ikke, præcis hvor mange indbyggere, der i alt har fået besked på at rykke ud af deres hjem.
Ifølge Reuters har hundredvis af brandfolk indtil videre deltaget i forsøget på at få branden under kontrol. Mere end 100 brandbiler og 25 luftfartøjer er blevet taget i anvendelse, skriver australske ABC.
I den australske sommer i 2019 og 2020 ødelagde skovbrande et samlet areal på størrelse med Tyrkiet, og 33 personer mistede livet. Det er siden blevet kendt som "den sorte sommer".
Siden har landet været præget af mere rolige somre, men det ventes, at den igangværende sommer, der også strækker sig ind i de danske vintermåneder i starten af 2025, igen vil byde på mere alvorlige skovbrande.
/ritzau/