Trump truer med at kræve Panamakanalen over på USA's hænder
Donald Trump er utilfreds med de afgifter, som amerikanske skibe skal betale for at passere Panamakanalen.
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump vil muligvis kræve, at USA får kontrollen over den betydningsfulde Panamakanal.Det skriver han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Ifølge Trump bliver amerikanske skibe pålagt urimelige afgifter, når de skal passere gennem kanalen. Han lufter i sit opslag også en bekymring over, at Kina har voksende indflydelse i området ved kanalen.
- Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama.
- Det her totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt, lyder det.
Panama fik fuld kontrol over kanalen i 1999. Forinden havde Panama og USA i samarbejde stået for driften af kanalen.
- Det var op til Panama alene at stå for driften. Ikke Kina eller nogen andre, skriver Trump i sit opslag lørdag aften amerikansk tid.
- Vi ville aldrig lade den falde i de forkerte hænder, skriver han.
Panamakanalen er en menneskeskabt slusekanal, som blev åbnet i 1914.
Den er placeret centralt i det mellemamerikanske land Panama, der ligger mellem Costa Rica mod vest og Colombia mod øst.
Kanalen gør det muligt for skibe at krydse gennem Mellemamerika fra Atlanterhavet til Stillehavet og omvendt. Hvis kanalen ikke eksisterede, var skibene tvunget til at sejle rundt om Sydamerikas spids.
Det anslås, at omkring fem procent af den globale maritime trafik går gennem Panamakanalen. Kanalen bruges især af USA, Kina, Japan og Sydkorea.
Donald Trump skriver i sit opslag lørdag, at Panama skal kunne garantere en "sikker, effektiv og pålidelig operation".
Hvis det ikke er tilfældet, "vil vi kræve, at Panamakanalen kommer tilbage under vores totale kontrol, uden at der blive stillet spørgsmål til det".
Trump bliver taget i ed som præsident den 20. januar næste år.
/ritzau/AFP