Kina kalder amerikansk hjælpepakke til Taiwan for en krænkelse
Taiwan er en "rød linje, der ikke må krydses" i forholdet mellem Kina og USA, siger kinesisk talsperson.
Kina er langtfra tilfreds med, at USA har besluttet at sende en militær hjælpepakke på 571,3 millioner dollar - omkring 4,08 milliarder kroner - til Taiwan.Ifølge Kina udgør støtten en krænkelse af princippet om ét samlet Kina, og den bryder med bestemmelser om, hvordan Kina og USA udtaler sig om hinanden.
Det siger en talsperson for det kinesiske udenrigsministerium i en udtalelse.
Landet vil nu indføre "alle nødvendige foranstaltninger" for at beskytte sin suverænitet og "territorielle integritet", lyder det videre.
Det fremgår ikke, præcis hvilke foranstaltninger der er tale om.
Ifølge AFP lyder det, at
Talspersonen kalder samtidig Taiwan for "en rød linje, der ikke må krydses" i forholdet mellem Kina og USA.
Det var natten til lørdag dansk tid, at Det Hvide Hus oplyste, at USA's præsident, Joe Biden, har godkendt den omtalte hjælpepakke til Taiwan.
Med den skal Taiwan modtage blandt andet forsvarsmateriel, militær uddannelse og træning for "op mod" 571,3 millioner dollar.
Taiwan er et af de emner, der flere gange har ført til spændinger mellem USA og Kina.
Kina anser Taiwan som kinesisk territorium - men Taiwan, der ligger øst for Kina, betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.
Taiwan er samtidig USA's største våbenleverandør, ligesom det er en af USA's allierede, selv om USA ikke i diplomatisk henseende anerkender Taiwan.
Kina har de seneste år skruet op for både det militære og politiske pres på Taiwan. Landet har i den forbindelse flere gange bedt USA om at stoppe med at sende våben og anden støtte til Taiwan.
Fredagens hjælpepakke får grønt lys fra Joe Biden, mindre end tre måneder efter at en lignende pakke på 567 millioner dollar, 4,05 milliarder kroner, ligeledes blev godkendt.
Det sker desuden, mens Biden forbereder sig på at forlade præsidentposten, som republikanske Donald Trump til januar overtager.
/ritzau/Reuters