Missil rammer Tel Aviv efter sjældent hul i israelsk luftforsvar

21. DEC 2024 • 06:44UDLAND

Israel forsøgte at nedskyde missil fra Yemen, men fejlede. Houthibevægelsen siger, at den stod bag angrebet.

Det centrale Israel er natten til lørdag dansk tid blevet ramt af et "projektil" affyret fra Yemen.

Det oplyser Israels militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det sker, efter at militæret forsøgte at skyde missilet ned - men fejlede.

- Efter de sirener, der for kort tid siden lød i det centrale Israel, er et projektil affyret fra Yemen blevet identificeret, og der blev foretaget mislykkede forsøg på afværgelse, skriver militæret på beskedtjenesten Telegram.

Det israelske luftforsvar benytter sig typisk af den såkaldte Iron Dome - på dansk jernkuppel - til at forsvare sig mod missiler.

Jernkuplen er et avanceret forsvarssystem, som normalt opfanger størstedelen af de missiler, som sendes ind over landet. For en sjælden gangs skyld lykkedes det dog ikke natten til lørdag.

Den militante houthibevægelse, der ofte omtales som houthierne, siger tidligt lørdag morgen dansk tid, at den stod bag angrebet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Houthibevægelsen tilhører det shiamuslimske mindretal i Yemen, hvor den har base. Den sidder de facto på magten i Yemen, der er et land på den sydlige spids af Den Arabiske Halvø.

Houthierne støtter den militante bevægelse Hizbollah i Libanon, som Israel har udført flere angreb imod.

Den israelske avis Times of Israel skriver natten til lørdag, at flere personer er kommet lettere til skade som følge af missilangrebet.

Det lyder, at missilet er landet i storbyen Tel Aviv, som ligger ved vestkysten i det centrale Israel.

Ifølge AFP oplyser landets ambulancetjeneste, at 14 personer bliver behandlet for mindre skader. Nogle af dem er blevet kørt på hospitalet.

Times of Israel har også delt en video fra den israelske tv-station Kann News, hvor man angiveligt kan se det øjeblik, hvor missilet rammer Tel Aviv. Herefter følger en eksplosion.

Videoen er dog ikke umiddelbart blevet uafhængigt verificeret.

Ifølge mediet har hændelsen udløst luftalarmer i det centrale Israel. Avisen skriver også, at der er meldinger om brand i Tel Aviv, og at den kan være opstået som følge af missilet.

Det skriver desuden, at det er anden gang på denne uge, at Houthibevægelsen i løbet af natten sender et missil mod Israel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT