USA's lovgivere vil sætte CrowdStrike-chef i den varme stol

23. JUL 2024 • 00:36UDLAND

Medlemmer af Kongressen vil afhøre chefen for CrowdStrike om Microsofts globale nedbrud i sidste uge.

Medlemmer af Repræsentanternes Hus i USA vil have mulighed for at udspørge den administrerende direktør for CrowdStrike, som står bag den sikkerhedsopdatering, der i sidste uge førte til et globalt nedbrud i en række Microsoft-tjenester.

Udvalget for National Sikkerhed (HSC) har sendt et brev til direktøren, George Kurtz, hvor det inviterer ham i den varme stol.

- Vi anerkender CrowdStrikes reaktion på nedbruddet og koordination med interessenter, men omfanget taget i betragtning kan vi ikke se igennem fingre med hændelsen, som flere kalder det største it-nedbrud nogensinde, lyder det i et brev til chefen.

CrowdStrike har ikke kommenteret invitationen. Det står umiddelbart ikke klart, hvornår HSC ønsker at udspørge chefen.

Fredag forårsagede en fejl i en opdatering af et antivirusprogram, som Crowdstrike står bag, problemer over hele verden. Microsoft estimerer, at it-nedbruddet ramte 8,5 millioner enheder, der har Windows som styresystem.

Ifølge Microsofts vicedirektør for styresystem-sikkerhed har Crowdstrike anbefalet en fremgangsmåde, og Microsofts kunder har modtaget instruktioner til, hvordan man gør.

Microsoft har også sendt flere hundrede ingeniører og eksperter ud for at samarbejde med deres kunder om at løse problemerne, lyder det.

De 8,5 millioner enheder, som blev ramt, er ifølge Microsoft under en procent af alle Windows-maskiner.

Fredagens nedbrud skabte blandt andet problemer i flere lufthavne i udlandet, ligesom hospitaler, banker og butikker blev ramt.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Crowdstrike 29.000 kunder i hele verden.

Det er blandt andet selskaber som Google, Amazon og Intel.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT