Medie: Israelske soldater dræber amerikansk kvinde på Vestbredden

6. SEP 2024 • 17:55UDLAND

Kvinde er skudt gennem hovedet, skriver palæstinensisk medie. USA kalder det en tragisk begivenhed.

En amerikansk statsborger midt i 20'erne, der har deltaget i protester mod udvidelsen af jødiske bosættelser på Vestbredden, er død efter at være skudt gennem hovedet af israelske soldater.

Det rapporterer det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa.

USA's regering bekræfter, at det er den tyrkisk-amerikanske kvinde Aysenur Egzi Eygi, som er død "på tragisk vis".

- Vi overbringer vores dybeste kondolence til hendes familie og til hendes kære. Vi har travlt med at indsamle oplysninger om omstændighederne ved hendes død, og vi vil sige mere, når vi har erfaret nyt, siger talsmanden for USA's udenrigsministerium, Matthew Miller.

Den israelske hær siger, at den er ved at undersøge sagen.

- Vi forsøgte at foretage genoplivning, men ulykkeligvis døde hun, siger Fouad Nafaa, der er leder for hospitalet Rafida i byen Nablus.

Wafa skriver, at skyderiet skete under en protestmarch, som aktivister stod bag, og som før har fundet sted i Beita. Det er en by nær Nablus, hvor bosættere ofte har foretaget angreb mod palæstinensere.

Bosætteres overfald og i nogle tilfælde drab på lokale palæstinensere er stigende. Det er blevet mødt med vrede af Israels vestlige allierede, herunder USA. En række bosættere er blevet omfattet af amerikanske sanktioner.

For nogle uger tilbage angreb cirka 100 bosættere landsbyen Jit i den nordlige del af Vestbredden.

Dengang lovede Israel hurtig handling over for dem, som bruger vold. Men den israelske hær beskyldes af menneskerettighedsorganisationer for at være passiv eller direkte medaktør, når bosættere angriber.

Siden Hamas' overraskende angreb på Israel 7. oktober sidste år har der været en konflikt på Vestbredden, som har stået i skyggen af krigen i Gaza.

Israelske soldater og bosættere har dræbt mindst 661 palæstinensere på Vestbredden siden 7. oktober. Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium i Ramallah.

Det tilsvarende dødstal blandt israelere på den besatte vestbred er 23 ifølge den israelske regering.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT