USA og Rusland taler om næste fase i Ukraine-forhandlinger

16. MAR 2025 • 04:41UDLAND

Marco Rubio og Sergej Lavrov har lørdag talt om de næste forhandlinger, der skal afslutte krigen i Ukraine.

Udenrigsministrene fra USA og Rusland, Marco Rubio og Sergej Lavrov, har lørdag haft en telefonsamtale om krigen i Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I samtalen har Rubio og Lavrov talt om den næste fase i de forhandlinger, der skal sikre en afslutning på krigen, oplyser USA's udenrigsministerium.

Tidligere har de to udenrigsministre mødtes i Saudi-Arabien. Der er endnu ikke sat dato på det næste møde.

USA fremsatte tirsdag et forslag til en våbenhvile af 30 dages varighed.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har udtalt sig forbeholdent om det amerikanske forslag.

- Idéen i sig selv er den rette, og vi støtter den helt sikkert. Men der er spørgsmål, som vi er nødt til at diskutere, sagde Putin onsdag.

USA's præsident, Donald Trump, har efterfølgende meldt ud, at han tror på en aftale med Putin.

Det skrev han fredag på sit sociale medie, Truth Social.

- Vi havde meget gode og produktive samtaler med præsident Vladimir Putin fra Rusland i går (torsdag, red.), og der er en meget god chance for, at denne frygtelige, blodige krig endelig kan komme til en ende, skrev Trump.

Delegationer fra USA og Ukraine mødtes tirsdag i Saudi-Arabien, hvorefter de udsendte en fælles erklæring. Her fremgik det, at Ukraine støtter det amerikanske forslag til en våbenhvile.

I lørdagens samtale er Rubio og Lavrov desuden blevet enige om at fortsætte genopretningen af kommunikationen mellem de to lande, oplyser USA's udenrigsministerium.

Rubio har også under samtalen med Lavrov fortalt sin russiske kollega om et amerikansk angreb lørdag på Houthi-bevægelsen i Yemen.

USA's udenrigsminister informerede Lavrov om, at USA ikke vil tolerere angreb fra Houthi-bevægelsen på amerikanske skibe i Det Røde Hav.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT