Holger Rune kan hurtigt få revanche for finalenederlag
I fjerde runde af ATP-turneringen Miami Open kan Holger Rune og Jack Draper møde hinanden igen.
Kun Jack Draper formåede at nedkæmpe Holger Rune i den forgangne uges store tennisturnering i Indian Wells, og de to kan meget vel stå over for hinanden igen om kort tid.Mandag blev der trukket lod til ATP-turneringen Miami Open, og her er Draper og Rune endt i samme halvdel. Mere konkret mødes de i fjerde runde, som svarer til ottendedelsfinalen, hvis de begge når så langt.
Både 6.-seedede Draper og 11.-seedede Rune sidder over i første runde. Derfor ved danskeren endnu ikke, hvem han står over for i sin første opgave.
Sikkert er det dog, at det bliver en amerikaner, da Reilly Opelka og Christopher Eubanks kæmper om retten til at møde Holger Rune i anden runde.
Bliver det til en dansk sejr her, kan Rune meget vel løbe ind i 20.-seedede Tomas Machac, før Draper altså potentielt venter.
Draper var overlegen, da han og Rune mødtes i finalen i Indian Wells sent søndag aften dansk tid.
Her udspillede den 23-årige brite sin to år yngre modstander og vandt 6-2, 6-2 efter bare 70 minutters tennis.
Masters 1000-turneringen begynder onsdag for mændenes vedkommende. Allerede tirsdag tager kvinderne hul på strabadserne i Florida.
Også Clara Tauson, der er seedet som nummer 20, sidder over i første runde. Hendes første opgør er mod vinderen af dysten mellem østrigske Julia Grabher og Tyra Caterina Grant fra USA.
Herefter kan danskeren rende ind i spanske Paula Badosa, før vinderen af kvindernes Australian Open i år, Madison Keys, kan være modstanderen i fjerde runde.
/ritzau/