Iran lover at gengælde angreb fra USA efter advarsel fra Trump

16. MAR 2025 • 11:12UDLAND

Trump har beordret store angreb på houthierne og sagt til Iran, at landet skal stoppe med at støtte dem.

Irans magtfulde Revolutionsgarde advarer USA's præsident, Donald Trump, om, at Iran vil svare igen, hvis der skulle komme et angreb.

Det sker, efter at Trump har sendt en advarsel til Iran mod at finansiere den militante Houthi-bevægelse i Yemen.

- Iran vil ikke føre krig, men hvis nogen truer landet, vil det komme med en passende, beslutsom og endelig reaktion, siger Revolutionsgardens chef, Hossein Salami, på iransk tv.

På det sociale medie X skriver Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, at USA ikke har noget at skulle have sagt.

- Den amerikanske regering har ingen autoritet til at diktere den iranske udenrigspolitik, skriver han og tilføjer, at USA bør stoppe med at dræbe mennesker i Yemen.

USA's præsident Trump beordrede lørdag det amerikanske militær til at indlede en "afgørende og kraftfuld militær aktion" mod Houthi-bevægelsen i Yemen.

På sit sociale medie, Truth Social, skrev Trump, at han ville have houthierne til at holde op med at angribe den internationale skibstrafik.

Han skrev samtidig, at den iranske støtte til den militante gruppe skulle ophøre øjeblikkeligt. Ellers ville det blive anset som en trussel mod USA.

Hvis Iran truer USA, vil USA holde Iran "fuldt ud ansvarlig, og vi kommer ikke til at være flinke!", lød det fra Trump.

Iran har længe støttet Houthi-bevægelsen, som kontrollerer store dele af Yemen.

Siden efteråret 2023 har den militante gruppe løbende angrebet fragtskibe i Det Røde Hav og Adenbugten. Ifølge gruppen er det for at vise støtte til palæstinenserne i Gazastriben i forbindelse med konflikten mellem Hamas og Israel.

Også Iran er meget kritisk over for Israel, som er en vigtig allieret for USA og Trump.

I sit opslag søndag skriver den iranske udenrigsminister, at "verden holder USA ansvarlig" for Israels talrige angreb i Gaza, som har kostet titusinder af palæstinensere livet.

- Stop støtten til Israels folkedrab og terrorisme. Stop med at dræbe mennesker i Yemen, skriver Abbas Araghchi.

Ifølge de seneste meldinger fra Houthi-bevægelsen søndag morgen er mindst 31 personer blevet dræbt i amerikanske luftangreb.

Angrebene er de første fra USA's side i Yemen, siden Donald Trump blev taget i ed i januar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT