Trump vil anse nye houthiangreb som værende udført af Iran
Skud affyret af houthierne vil fra nu af blive set som et skud affyret af Irans lederes våben, skriver Trump
USA's præsident, Donald Trump, vil holde Iran ansvarlig for yderligere angreb fra houthierne i Yemen.Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social, mandag.
Internationale oliepriser er steget umiddelbart efter Trumps udtalelse, skriver CNBC.
- De (Iran, red.) dikterer ethvert skridt, giver dem våben, forsyner dem med penge og meget sofistikeret militærudstyr og endda såkaldte "efterretninger", skriver Trump.
- Ethvert skud affyret af houthierne vil fra nu af blive set som et skud affyret af Irans lederes våben, og Iran vil blive holdt ansvarlig og mærke konsekvenserne, og de konsekvenser vil være alvorlige.
Truslen kommer i kølvandet på nye luftangreb fra USA mod houthierne denne weekend.
Ifølge Yemens houthistyrede sundhedsministerium blev 53 dræbt i forbindelse med de amerikanske angreb.
Trump henviste til houthiangreb på skibsfart i Det Røde Hav som begrundelse for angrebene mod houthierne.
Houthiernes leder, Abdul Malik al-Houthi, sagde søndag, at bevægelsen vil angribe amerikanske skibe, så længe USA angriber Yemen.
- Hvis de fortsætter deres angreb, så vil vi fortsætte med at eskalere, sagde Abdul Malik al-Houthi i en tv-tale ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Houthimilitsen, som har kontrol med de mest befolkede områder af Yemen, begyndte i 2023 at rette angreb mod skibe med både missiler og droner for at vise solidaritet med palæstinenserne.
Angrebene har haft store konsekvenser for international handel på grund af Yemens fordelagtige beliggenhed på den sydlige spids af Den Arabiske Halvø.
Det har fået en række rederier til at sejle syd om Afrika, hvilket er en længere og dyrere vej fra Det Indiske Ocean til Vesten end gennem Suezkanalen i Egypten.
/ritzau/