Det Hvide Hus: Våbenhvile i Ukraine har aldrig været tættere på
USA fremlagde i sidste uge et forslag om en våbenhvile på 30 dage. Det Hvide Hus tror på en aftale.
Karoline Leavitt, som er talsperson for Det Hvide Hus, udtrykker optimisme om en mulig aftale om våbenhvile eller fred i Ukraine.På et pressemøde mandag - dagen inden et opkald mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin - siger hun, at en aftale kan være tæt på.
- Jeg vil ikke komme forhandlingerne i forkøbet, men jeg kan sige, at vi er tæt på målstregen, siger hun ifølge AP.
- Og vi har aldrig været tættere på en fredsaftale, end vi er i dette øjeblik. Og præsidenten er, som I ved, fast besluttet på at få det gjort.
Både Rusland og USA har bekræftet, at Trump og Putin skal tale sammen.
- Jeg skal tale med præsident Putin på tirsdag. Der er blevet gjort et stort stykke arbejde i løbet af weekenden, sagde Trump om bord på præsidentflyet Air Force One tidligt mandag dansk tid.
- Vi vil se, om vi kan få stoppet den krig. Måske kan vi, måske kan vi ikke, men jeg tror, vi har en meget god chance.
USA fremlagde i sidste uge et forslag om en våbenhvile på 30 dage.
Ukraine bakker op om forslaget, mens Putin har sagt, at han vil støtte forslaget på visse betingelser. Ifølge Reuters forsøger Trump nu at vinde Putins støtte til forslaget.
Under en måned efter at Trump blev indsat, talte han og Putin i telefon i omkring 90 minutter. Trump kaldte det et "produktivt opkald".
Trump har sagt, at der tirsdag blandt andet vil blive talt om "land" og om kraftværker.
- Vi taler allerede om det: opdelingen af bestemte aktiver, sagde Trump på Air Force One.
Det præcise tidspunkt for hvornår Trump og Putin skal tale sammen, kendes ikke.
USA's særlige udsending Steve Witkoff blev på ABC spurgt, om USA vil acceptere en fredsaftale, hvor Rusland får lov at beholde besat ukrainsk område.
- Vi må spørge os selv, om det er i vores nationale interesse. Er det realistisk? Skal vi fordrive enhver russer fra ethvert stykke ukrainsk jord?
- Vi kan tale om, hvad der er rigtigt og forkert, men vi må også tale om de faktiske forhold.
/ritzau/