Trump ser frem til opkald med Putin tirsdag
Trump udtaler, at han og Putin er enige om "mange dele af den endelige aftale" om krig i Ukraine.
Donald Trump ser frem til at tale i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag.Det skriver den amerikanske præsident på sit eget sociale medie, Truth Social, sent mandag aften.
- I morgen tidlig skal jeg tale med præsident Putin om krigen i Ukraine. Vi er blevet enige om mange dele af den endelige aftale, men der er stadig meget tilbage.
- Jeg ser meget frem til opkaldet med præsident Putin, lyder det.
Tidligt mandag morgen dansk tid oplyste Trump om bord på præsidentflyet, Air Force One, at han skal tale i telefon med Putin. Det blev omkring middag bekræftet af en talsmand for Putin.
Trump sagde samtidig, at han tirsdag muligvis vil have noget at "meddele" vedrørende den seneste tids drøftelser om Rusland og Ukraine.
Han uddybede dog ikke, hvilken slags udmelding der kan blive tale om.
Karoline Leavitt, som er talsperson for Det Hvide Hus, fortalte mandag, at en aftale om våbenhvile i Ukraine kan være tæt på.
- Jeg vil ikke komme forhandlingerne i forkøbet, men jeg kan sige, at vi er tæt på målstregen, sagde hun ifølge AP.
- Og vi har aldrig været tættere på en fredsaftale, end vi er i dette øjeblik. Og præsidenten er, som I ved, fast besluttet på at få det gjort.
USA fremlagde i sidste uge et forslag om en våbenhvile på 30 dage.
Ukraine bakker op om forslaget, mens Putin har sagt, at han vil støtte forslaget på visse betingelser. Ifølge Reuters forsøger Trump nu at vinde Putins støtte til forslaget.
Under en måned efter at Trump blev indsat, talte han og Putin i telefon i omkring 90 minutter. Trump kaldte det et "produktivt opkald".
Trump har sagt, at der tirsdag blandt andet vil blive talt om "land" og om kraftværker.
- Vi taler allerede om det: opdelingen af bestemte aktiver, sagde Trump på Air Force One.
Det præcise tidspunkt for hvornår Trump og Putin skal tale sammen, kendes ikke.
/ritzau/