Høje priser får amerikanere til at smugle æg ind fra Mexico

17. MAR 2025 • 18:42UDLAND

Æg må ikke importeres i USA af private på grund af risiko for sygdomme. Alligevel er der sket en stigning.

Trods forbud forsøger flere og flere amerikanere at bringe æg fra Mexico og Canada ind i USA.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Æg er nemlig som følge af fugleinfluenza steget i pris i USA, og det har gjort den proteinrige fødevare særdeles eftertragtet.

Men private må ikke importere æg. Det kan nemlig være med til at sprede sygdomme.

Alligevel har grænsemyndigheder i USA siden 1. oktober registreret en stigning på 36 procent i opsnapninger af de forbudte æg - såkaldte "egg interceptions" - sammenlignet med sidste år.

- Det skyldes prisforskellen, siger Roger Maier, som er talsmand for de amerikanske grænsemyndigheder i El Paso i Texas, til Wall Street Journal.

- Prisen er omkring en tredjedel af, hvad den er i USA.

40 kroner var ifølge avisen gennemsnitsprisen i februar på 12 store æg med A-klassificering. Det er den næsthøjeste klassificering.

De seneste dage er der dog kommet bedre styr på forsyning og fugleinfluenzaen, melder det amerikanske landbrugsministerium.

Men påsken, som falder 20. april, kan ifølge Axios være med til at drive priser i vejret igen.

For nylig kom det frem, at amerikanske myndigheder har rakt ud til danske og andre europæiske virksomheder for at sikre sig flere forsyninger af æg.

Millioner af æglæggende høns er blevet aflivet på grund af fugleinfluenza, og myndighederne henvendte sig til brancheorganisationen Danske Æg for at høre, om eksporten til USA kan øges.

Det fortalte Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef i Danske Æg, til AgriWatch.

Imens forsøger USA også indenrigspolitisk at gøre noget ved priserne. Justitsministeriet har ifølge Wall Street Journal åbnet en undersøgelse af de høje priser. I den forbindelse undersøges det også, om producenter har tilbageholdt forsyninger.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT