Uganda siger ja til at modtage deporterede migranter fra USA
Det vil være at foretrække at tage imod migranter med afrikansk baggrund, siger Uganda om aftale med USA.
Uganda har indgået en aftale med USA om at tage imod migranter, som de amerikanske myndigheder ønsker at deportere.Det oplyser Bagiire Vincent Waiswa, der er embedsmand i Ugandas udenrigsministerium.
- Aftalen omhandler statsborgere fra tredjelande, som ikke får asyl i USA, men som er modvillige eller har bekymringer, når det kommer til at skulle tilbage til deres hjemlande, skriver embedsmanden på X.
Aftalen sker som led i USA's præsident Donald Trumps plan om at deportere flere millioner migranter, der opholder sig i USA uden opholdstilladelse.
USA har tidligere indgået lignende aftaler med lande som El Salvador og Eswatini i det sydlige Afrika. Det er blevet stærkt kritiseret af menneskerettighedsgrupper.
Det er endnu ikke kommet på plads, præcis hvordan aftalen skal implementeres, skriver Bagiire Vincent Waiswa.
Men Uganda har opstillet nogle krav.
- Der er tale om en midlertidig ordning med betingelser, herunder at tidligere straffede personer og mindreårige uden ledsagere ikke vil blive taget imod.
- Uganda foretrækker desuden, at det er personer fra afrikanske lande, der bliver overført til Uganda, skriver Waiswa.
Der er i forvejen et stort antal migranter, der opholder sig i østafrikanske Uganda. Omkring 1,7 millioner flygtninge er kommet til landet ifølge FN, den største gruppe af flygtninge i Afrika.
Sidste år kom et stort antal flygtninge til landet. Det var især som følge af borgerkrig i Sudan og usikre forhold i Sydsudan og Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).
Nabolandene Sydsudan og Rwanda har også lavet aftaler med USA om at tage imod deporterede personer.
Fra Rwanda lød det tidligere i august, at landet ville tage imod 250 personer.
Det er ikke blevet bekræftet fra amerikansk side, at der er indgået en aftale med Uganda.
/ritzau/AFP