Tysk bilindustri har mistet over 50.000 stillinger på et år

26. AUG 2025 • 16:38UDLAND

Profitnedgang, overkapacitet og problemer på udenlandske markeder skaber nedgang i Tysklands bilindustri.

Det kører langtfra på skinner i den tyske bilindustri, som på et år har mistet 51.500 stillinger.

Det svarer til knap syv procent af alle stillingerne i sektoren.

Det skriver revisionsselskabet EY i en analyse offentliggjort tirsdag.

Siden 2019 er antallet af job i sektoren faldet med omkring 112.000, hvilket understreger, at udviklingen har taget fart i løbet af det seneste år.

Jan Brorhilker, som er ledende partner i EY's forsikringsforretning, siger, at en "massiv profitnedgang, overkapacitet og problemer på udenlandske markeder" har gjort nedskæringer i antallet af job "uundgåelige".

- De tyske bilkoncerner og leverandører reagerer på de svære omstændigheder i branchen med en konsekvent sparepolitik, siger han i en pressemeddelelse.

En række tyske bilproducenter, heriblandt Volkswagen, har i løbet af det seneste år påbegyndt spareplaner.

Men problemerne i den tyske industri begrænser sig ikke kun til bilsektoren, fremhæver EY i analysen.

I alt har industrien i Tyskland mistet en kvart million job siden 2019 - altså før pandemien.

I andet kvartal af 2025 faldt industrivirksomhedernes omsætning med 2,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Eksporten til USA, som er det største eksportmarked for Tyskland, faldt med ti procent, skriver EY, og med den amerikanske præsident Donald Trumps forhøjede toldsatser er der stadig store udfordringer.

Også eksporten til Kina lider.

- Det kinesiske marked har længe været et attraktivt vækstmarked med meget fine marginer, især for bilindustrien. Nu er vinden vendt, især for udenlandske bilproducenter. Efterspørgslen falder drastisk, og omsætningen styrtdykker, siger Brorhilker.

EY-partneren ser ikke umiddelbart en ende på jobnedgangen i Tysklands industri.

Han påpeger, at der i visse store industrivirksomheder allerede er spareplaner i gang. Men her vil effekten først vise sig senere i tallene.

EY er også kendt som Ernst & Young, men skiftede navn i 2013.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT