Twitter indfører grænse for antal læste tweets

1. JUL 2023 • 20:50UDLAND

For at stoppe "ekstreme niveauer af dataindsamling" sætter Twitter grænse for, hvor mange tweets man kan læse.

Twitter indfører en midlertidig begrænsning på antallet af beskeder, brugerne på det sociale medie kan læse. Det meddeler selskabets ejer, Elon Musk, lørdag.

Musk forklarer, at det sker i et forsøg på at begrænse "ekstreme niveauer af dataindsamling" og manipulation af systemet.

Det betyder, at konti, der er verificerede, fremover kan læse højst 6000 meddelelser om dagen.

Ejere af en ikke verificeret konto må nøjes med højst 600 beskeder om dagen - eller 300, hvis kontoen er ny, skriver Musk.

Antallet vil "snart" stige til henholdsvis 8000, 800 og 400, tilføjer han i et nyt tweet kort efter.

For at verificere sin konto skal man betale et månedligt beløb.

Det nye tiltag er midlertidigt, skriver Musk.

Elon Musk har tidligere sagt, at hundredvis af organisationer og virksomheder indsamler data "ekstremt aggressivt". Ifølge ham påvirker det andre brugeres oplevelse på platformen.

Han har tidligere udtrykt utilfredshed med, at blandt andet firmaer som OpenAI, der arbejder med kunstig intelligens og har udviklet ChatGPT, bruger data fra Twitter til at afprøve og udvikle deres robotter.

Fredag meddelte Twitter, at det sociale medie fremover vil kræve, at folk har en konto på det sociale medie, hvis de vil kunne læse tweets.

Elon Musk købte Twitter sidste år for 44 milliarder dollar.

Selskabet har tidligere lavet en række ændringer i et forsøg på at tiltrække nogen af de annoncører, der flyttede til andre platforme efter Musks overtagelse.

På det tidspunkt skete en del ændringer, som mange brugere var utilfredse med.

Musk indledte sit ejerskab med selv at være direktør for Twitter. Men i begyndelsen af juni overlod han jobbet til Linda Yaccarino, der kom fra en chefstilling i det amerikanske mediehus NBC.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT