Trump udelukker at stille op igen hvis han taber præsidentvalg

22. SEP 2024 • 19:14UDLAND

For tredje gang stiller Donald Trump op som præsidentkandidat. Taber han, bliver der ikke en fjerde.

Den republikanske præsidentkandidat, 78-årige Donald Trump, udelukker, at han vil stille op i 2028, hvis han taber præsidentvalget i november

Det gør han i et interview med programmet Full Measure, som er blevet offentliggjort søndag.

Her bliver Trump spurgt, om han vil stille op igen, hvis han taber.

- Nej, det vil jeg ikke. Jeg tror, at så er det det. Det kan jeg overhovedet ikke se for mig, siger han.

Det er 5. november, at amerikanerne skal vælge, om demokratiske Kamala Harris eller Donald Trump, som er tidligere præsident, skal være Joe Bidens efterfølger.

Præsidentvalget i 2024 er tredje gang i træk, at Trump stiller op som præsidentkandidat for Republikanerne.

I 2016 vandt han over Hillary Clinton, mens han i 2020 tabte til Joe Biden.

Og skulle han tabe i år, bliver der ifølge Trump selv ikke en fjerde præsidentvalgkamp med republikaneren.

Trump siger dog, at han håber på at få "succes" i stemmeboksene 5. november.

Den 78-årige republikaner ligger meget tæt i målingerne med sin demokratiske modstander, Kamala Harris.

Det gælder også i de svingstater, som ofte afgør de amerikanske valg.

Trump stod længe til at skulle op imod præsident Joe Biden ved valget.

Men efter en katastrofal debat mod Trump smuldrede støtten i partiet til 81-årige Biden på under en måned.

Især Bidens alder var til debat, og 21. juli skrev præsidenten i en udtalelse på den sociale platform X, at han forlader præsidentvalgkampen.

Også Trumps alder har været til debat. Men fra ekspræsidenten lyder det altså nu, at man ikke skal regne med at se en 82-årig Trump i valgkamp.

Da Trump tabte til Biden i 2020, nægtede han i første omgang at acceptere resultatet af valget, som han omtalte som "stjålet".

6. januar 2021 stormede Trump-støtter kongresbygningen, formentlig i et forsøg på at forhindre godkendelsen af Bidens valgsejr.

Republikaneren har flere gange de seneste måneder afvist, at han betingelsesløst vil anerkende resultatet af det kommende valg.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT