Trump skal mødes med Netanyahu i sit Florida-resort

23. JUL 2024 • 20:43UDLAND

- Ser frem til at byde Bibi Netanyahu velkommen i Mar-a-Lago, skriver Donald Trump om kommende møde.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, skal fredag mødes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Det meddeler Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, tirsdag.

- Ser frem til at byde Bibi Netanyahu velkommen i Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, skriver han med henvisning til sit hjem og resort i den sydøstlige kyststat.

Netanyahu ventes at tale til Kongressen onsdag og mødes med præsident Joe Biden i Det Hvide Hus torsdag.

Den israelske premierministers besøg finder sted, på et tidspunkt hvor der er store omvæltninger i amerikansk politik.

Biden trak sig i weekenden fra præsidentvalget og støttede i stedet sin vicepræsident, Kamala Harris, i forsøget på at slå Trump i november.

For lidt over en uge siden fandt et attentat sted mod Trump ved et vælgermøde i Pennsylvania. En kugle strejfede den tidligere præsidents øre, og en deltager i vælgermødet blev dræbt. Secret Service dræbte attentatmanden.

Om mødet med Netanyahu skrev Trump først, at det ville finde sted onsdag. Så blev det hurtigt ændret til torsdag - og så til sidst til fredag.

- På anmodning fra Bibi Netanyahu har vi ændret mødet til fredag den 26. juli, skriver Trump.

En rådgiver for vicepræsident Kamala Harris siger, at hun også skal mødes med Netanyahu. Der er dog endnu ikke blev offentliggjort en dato.

Trump har løbende forsøgt at fremstille sig selv som en trofast og troværdig allieret af Israel. Han har tidligere opfordret Israel til at "færdiggøre" krigen mod den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT