Trump lover at tilbagerulle Bidens forbud mod nye olieboringer

7. JAN 2025 • 18:01UDLAND

Donald Trump vil bore efter gas og olie og forsøge at sikre, at der ikke opføres nye vindmøller i USA.

Donald Trump vil tilbagerulle præsident Joe Bidens forbud mod nye gas- og olieboringer i store amerikanske havområder.

Det siger Trump på et pressemøde i Mar-a-Lago i delstaten Florida.

Mandag meddelte Det Hvide Hus, at Biden vil forbyde nye gas- og olieudvindinger i havområder langs store dele af den amerikanske kyst.

Men den plan vil Trump annullere, så snart han bliver præsident, lyder det fra Trump, der bliver indsat 20. januar.

- Præsident Bidens tiltag fra i går vedrørende offshoreboring - forbuddet mod offshoreboring - kommer ikke til at bestå. Jeg vil straks rulle det tilbage. Det vil blive gjort med det samme.

- Og vi vil bore, baby, bore. Vi kommer til at bore en masse andre steder, og energiudgifterne vil falde markant, siger Trump.

Til gengæld har han ingen fidus til vindmøller, understreger han.

Trump vil således forsøge at sikre, at der ikke opføres nye vindmøller i USA. Han omtaler vindmøller som "skrald", der er spredt ud over det amerikanske landskab, og siger, at vindmøller "gør hvalerne vanvittige".

- Energi fra vindmøller er den dyreste energiform nogensinde, siger Trump.

Den kommende præsident fortæller desuden, at han har lavet en aftale med virksomheden Damac om investeringer for 20 milliarder dollar - 14 milliarder kroner - på tværs af USA - herunder investeringer i datacentre.

I spidsen for Damac står milliardæren Hussain Sajwani fra De Forenede Arabiske Emirater.

Pressemødet er det første, Trump holder, efter at han mandag officielt blev erklæret som vinder af det seneste amerikanske præsidentvalg.

Det skete ved en optælling af valgmandsstemmer i Kongressen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT